

Martin Henriksen melder sig ud af Dansk Folkeparti.
Det fortæller formanden for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Stevns, Nichlas Nymann, til TV 2. Det er i den lokalforening, hvor Martin Henriksen indtil nu har været medlem.
– Jeg kan bekræfte, at Martin Henriksen her til morgen har orienteret dele af bestyrelsen om, at han agter at forlade Dansk Folkeparti og tage sit mandat med. Som jeg har forstået det, melder han sig ud i dag, siger Nichlas Nymann til TV 2.
Tabte kampvalg til Messerschmidt
I januar tabte han et kampvalg om formandsposten i Dansk Folkeparti til Morten Messerschmidt. Og både før og efter det valg har han i skarpe vendinger kritiseret Morten Messerschmidt. Blandt andet meddelte han sidst i januar, at han ikke ville stille op til næste folketingsvalg på grund af Morten Messerschmidt.
– Som folketingskandidat og som folketingsmedlem skal man til enhver tid kunne forsvare formanden i stort og småt. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, og det bliver jeg nødt til at tage konsekvensen af, sagde han til TV 2 ØST.
Martin Henriksen har tidligere siddet i folketinget, hvor han frem til 2019 var sit partis udlændingeordfører. Ved kommunalvalget i november blev han valgt til kommunalbestyrelsen i Stevns for Dansk Folkeparti. Men ifølge Nichlas Nymann har Martin Henriksen ikke tænkt sig at opgive sit mandat i byrådet, selvom han melder sig ud af Dansk Folkeparti.























































































































































































































































































































































































































































































































