MadMarked er på vej mod konkurs og bortviser direktør


kilde_detailfolk_dk
Det fremadstormende MadMarked, der havde planer om at åbne mere end 20 nye butikker, er begæret konkurs og firmaets adm. direktør er blevet bortvist.
Nu ser det ud til, at det ellers fremadstormende MadMarked er på vej mod en konkurs.
MadMarked, der selv betegner sig som gårdbutik, supermarked, køkken, bageri og forsamlingshus i et, havde ellers slået dørene op til fem butikker og var i sommer allerede i fuld gang med planlægningen af de næste 20-25, som stifter Birgitte Escherich dengang fortalte i et interview med detailfolk.dk.
Men nu er den gal med økonomistyringen i virksomheden.
– I MadMarked er vi desværre snublet over en række interne uregelmæssigheder i vores økonomistyring og den måde, virksomheden er blevet drevet på. Disse uregelmæssigheder har medført en økonomisk udfordring, der desværre er tungere end vi kan håndtere. Madmarked A/S, der driver initiativet og ejer en del af butikkerne, er derfor begæret konkurs, skriver stifterne Birgitte og Kim Escherich på MadMarkeds hjemmeside.
Her oplyser de samtidig, at den adm. direktør er blevet bortvist med øjeblikkelig virkning uden at komme nærmere ind på hvorfor. Detailfolk.dk har været i kontakt med Birgitte Escherich, der på nuværende tidspunkt ikke kan sige mere, men vi følger op på sagen.
Lukker to butikker
De økonomiske vanskeligheder i moderselskabet betyder, at Præstø MadMarked og Store Heddinge MadMarked nu er lukket.
– Om disse to butikker bliver videreført er usikkert lige nu, men vi håber alle at der kan findes en model så vi kan genskabe den gode energi på havnen i Præstø og på gågaden i Store Heddinge, skriver stifterne på hjemmesiden.
Tre butikker kan dog fortsætte driften, fordi de er lokalt ejede. Det gælder Skovsgaard MadMarked, Svendborg MadMarked og Korsør MadMarked.
– Disse butikker vil bestå og indtil videre danne grundlag for en videre fremtid med åbninger af nye MadMarkeder, lyder det fra stifterne.