🚊Letbanetog nr. 1 består første eksamen

Hovedstadens Letbane

I slutningen af 2022 kunne Hovedstadens Letbane dele, at Siemens Mobility, der bygger letbanens flotte grønne Avenio-tog, havde færdiggjort det allerførste letbanetog. En vigtig milepæl! 👏🏻 Med samme glæde kan letbanen nu fortælle, at toget har bestået de statiske tests på fabrikken. Det betyder, at toget nu er klar til at blive fragtet til Tyskland, hvor det skal igennem en række dynamiske tests.

Statiske test er stillestående tests, hvor toget altså ikke er ude at køre. Det inkluderer bl.a. test af togets døre, kablerne i toget, om toget er vandtæt, indretningen i førerrummet, ventilation og belysning samt test af informationssystemet. Og det har letbanetoget altså nu bestået sin eksamen i 😊

Næste skridt er således de dynamiske tests i Tyskland, hvor toget skal ud at køre på rigtige skinner. Dermed sikrer man, at sikkerheden er på plads, når toget senere på året skal testes på dansk jord på vores Kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup Kommune👷‍♀️

Letbanetoget er 37 meter langt og vil i fremtiden have plads til 260 passagerer ad gangen. Derudover er hvert tog indrettet med fire flexområder med plads til både kørestole, barnevogne og cykler. Der er plads til to cykler i hvert flexrum. Letbanen får indgang i gadehøjde og vil dermed gøre det nemt for gangbesværede, kørestolsbrugere, barnevogne og cykler at komme ind og ud af toget🚴‍♀️🦽