Lego stormer frem

LEGO
TV2

Den danske legetøjsgigant Lego buldrer frem. Endnu engang er det lykkedes at lande et rekordregnskab.

Den danske legetøjsgigant Lego præsterer for 10. år i træk imponerende fremgang og rammer igen-igen et rekordresultat med hele ni milliarder kroner efter skat på bundlinjen.

Det viser Lego-koncernens regnskab for 2015.

– 2015 blev et fantastisk år for os som en virksomhed, der er fokuseret på at inspirere og udvikle børn gennem leg, siger topchefen Jørgen Vig Knudstorp.

Den ‘nye’ chef har skabt en ny succes

Lego’s salg går frem over hele kloden.

Alle større markeder vokser med tocifrede vækstprocenter. Det gælder for eksempel nøglemarkeder som USA, Kina, Japan, Storbritannien og Frankrig.

De ti gode Lego år er kommet, efter at Knudstorp satte sig i chefstolen kort efter, at Lego tabte milliardbeløb i starten af årtusindet.

Den gang var der alvorlig tvivl om, hvorvidt den danske legetøjsproducent kunne fortsætte alene.

Samarbejder skaber overskud

Sidan da har Lego formået at skabe fremgang på fremgang.

Ikke mindst ved at ride højt på samarbejder med for eksempel Disney og andre om nye storfilm. Sidste år trak den nyeste Star Wars film. Desuden har Lego formået at skabe sit eget filmunivers med tilhørende spil.

Og det er ikke mindst nye produkter som Lego Dimensions, Lego Star Wars, Lego Elves og Lego Ninjago, som trækker salget stærkt frem. Nettoomsætningen stiger med hele 25 procent til knap 36 milliarder kroner.

– Jeg er glad for, at vi har opnået denne vækst gennem innovation og global ekspansion, siger Lego’s finansdirektør John Goodwin, som understreger, at der også i 2015 er investeret i ny produktionskapacitet.

Kan blive verdens største i år

Lego fik flere ansatte sidste år, og gik fra knap 15.000 ansatte til knap 17.300 ved årets start.

Virksomheden satser også på at være mere miljøvenlig og genbruger næsten alt affald fra produktionen.

Kan Lego fastholde sin vækst, ja så overhaler Lego klodens største på legetøj, amerikanske Matell, i år eller senest næste år. Matell solgte sidste år for 38 milliarder kroner – blot et par milliarder mere end Lego.

lego.com