Kvickly stopper salg af buræg


Under overskriften ”Nul putte” fjerner Kvickly, som den første landsdækkende kæde, fra uge 34 buræg fra hylderne i kædens 76 varehuse. Det sker som et led i Kvicklys fokus på dyrevelfærd og ansvarlighed.

Forud for beslutningen har Kvickly spurgt sine kunder om deres holdning til buræg, og mere end halvdelen har svaret, at de vil være glade for ikke at have mulighed for at købe buræg i Kvickly.

”Når vi fjerner buræg fra hylderne i Kvickly, så er det i tråd med vores kunders holdning, og det er et vigtigt skridt i Kvicklys rejse mod at tilbyde vores kunder flere ansvarlige varer. Vi tager ansvar, og det samme gør vores kunder”, siger Jesper Faurholdt, kædedirektør i Kvickly.

Dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse hilser Kvicklys beslutning velkommen:

”Siden 1. maj har Dyrenes Beskyttelse kørt en kampagne for at få butikkerne til at stoppe med at sælge buræg. Derfor synes vi, at det er en fantastisk nyhed, at Kvickly vælger at følge vores opfordring om at tage ansvar for dyrenes velfærd og stoppe salg af buræg. Vi håber, at mange andre vil følge det gode eksempel, som Kvickly sætter, og at forbrugerne ligeledes vil bakke op”, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Beslutningen om at fjerne buræg er sket i tæt samarbejde med Kvicklys leverandør af buræg, DANÆG:

”Vi bakker op om Kvicklys beslutning om at fjerne buræg fra hylderne, og vi ser positivt på den udvikling som Kvickly skyder i gang, selvom der også er udfordringer, som skal løses i vores led. En omstilling i markedet kræver også en omstilling i produktionen, og vi er glade for samarbejdet med Coop og Kvickly i denne proces”, siger Jan Gerber, koncernchef i DANÆG.

Kvickly tilbyder nu sine kunder følgende ægtyper: Skrabeæg, økologiske æg og æg fra fritgående høns, og lancerer i denne uge en ny variant: skrabeæg i eget mærke Coop. 15. stk. small/medium.

kvickly.dk

Kvickly stopper altså salget af den mest solgte variant af æg. Desværre er det et udtryk for, at Kvickly vil bestemme hvilke varer, som kunderne skal lægge i indkøbsvognen. Hvis Kvickly vil have kunder i butikkerne, må de have de varer kunderne vil have – ellers går kunderne bare et andet sted hen. Så længe myndighederne tillader buræg, så bør kunderne kunne købe buræg i butikkerne, hvis det er det de efterspørger – og det er det. Måske fordi kunderne går mest op i prisen.
/Webmaster