Kulturministeren har fået en god idé

KulturministerietSmiley
kilde_tv2news
Kulturminister Marianne Jelved, Radigale, har langt om længe indset, at det er urimeligt at man nogle steder er tvunget til at betale for en stor TV-pakke, selv om man kun vil have nogle få kanaler. Marianne Jelved vil derfor, til efteråret, gennemføre en lovændring, som giver lejere bedre valgmuligheder. Lovændringen vil ikke hjælpe alle, der er tvunget til at betale for TV-kanaler, de ikke ønsker, men det er et skridt i den rigtige retning. Så må vi se, om Marianne Jelved er kulturminister til efteråret. Under alle omstændigheder så tegner der sig et flertal i folketinget, så mon ikke kulturministeren – uanset partifarve – vil fremsætte lovforslaget til efteråret.

Webmasters private mening
Idéen er naturligvis rigtig god, og selvfølgelig skal alle have frit valg, og skal kunne vælge kun at betale for de TV-kanaler de ønsker. Sådan bliver det naturligvis ikke, for vi vil stadig alle være tvunget til at betale for DR’s overflødige kanaler.
Samtidigt er det næppe teknisk muligt, at gennemføre det frie valg i alle eksisterende antenneanlæg, så der skal nok udskiftes (eller ombygges) en del antenneanlæg for at give det frie valg i praksis. Det vil nok tage adskillige år. Nogle steder vil der skulle trækkes nye kabler til alle lejligheder, da de nuværende kabler kun giver mulighed for at levere samme TV-pakke til alle lejligheder. Der vil nok også være en del boligforeninger der har indgået flerårige kontrakter med TV-udbyderne, som ikke lige kan ophæves. De kan selvfølgelig ophæves ved lov, men sådan vil det næppe blive.