

Kronprins Frederik løber Royal Run igen i år, og denne gang bliver løbet også afholdt uden for de danske grænser.
Kronprins Frederik spænede, pustede og svedte sammen med 70.575 danskere, da han 21. maj 2018 løb Royal Run for at fejre sin 50-årsfødselsdag.
Solen bagte, temperaturen nåede op over de 25 grader, og det var næsten umuligt at fange kronprinsen uden et kæmpe smil på læben.

I dag husker han præcis den følelse, han havde, da han løb sammen med de mange tusind danskere:
– Det var en fantastisk oplevelse, som jeg er meget taknemmelig for. En drøm, der gik i opfyldelse i bogstavelig forstand. Alt lykkedes bare, fortæller kronprins Frederik til TV 2.
Nyt Royal Run 2019
Derfor inviterer kronprins Frederik endnu engang danskerne med på en Royal Run-løbetur 10. juni 2019.
Denne gang bliver det afholdt i byerne Aalborg, Aarhus og København samt på Bornholm; Sidstnævnte bliver dog uden royal deltagelse.
– Både venner og bekendte, men også folk, som jeg ikke kender, og som jeg har talt med om løbet, blev ramt af den dér stemning, der var. Så jeg var ret hurtigt overbevist om, at hvis der var opbakning fra arrangørernes side, så syntes jeg, vi skulle prøve at gentage i 2019,fortæller kronprins Frederik til TV 2.
Tvivlerne skal med i år
Selvom fremmødet til Royal Run 2018 var imponerende, er kronprinsen overbevist om, at der findes endnu flere løbere blandt danskerne.
– Jeg håber virkelig, at de, der tvivlede sidste år eller ikke havde modet, kommer med i år. Eller at dem, der gennemførte sidste år, får motiveret nye løbere, siger han.
Både helt nye og mere rutinerede løbere har mulighed for at udfordre sig selv til Royal Run. Denne gang vil der være tre forskellige distancer.
I Aarhus og Aalborg vil det være muligt at løbe en britisk mil (1,6 kilometer), 5 kilometer og 10 kilometer. Mens man i København kan løbe 1,6 kilometer eller 10 kilometer.
Dette latterlige motionsløb betyder, at trafikanterne i Aarhus, Aalborg og København/Frederiksberg endnu engang skal generes med parkeringsforbud, spærrede veje og omlagte busforbindelser.























































































































































































































































































































































































































































































































