Københavns Kommune og Movia vil reducere forureningen fra ældre busser

Miljøministeriet har bevilget 6,1 millioner kroner til et projekt, udarbejdet af Movia, Københavns Kommune og tre private virksomheder, der skal nedbringe forureningen fra ældre busser til et niveau svarende til en helt ny bus.

Forsøget går ud på at udvikle helt nye metoder til at reducere udledningen af sundhedsskadelige stoffer fra ældre dieseldrevne busser, så de når op på niveau med de nye Euro 6-busser, der forventes at forurene langt mindre. Forsøget skal desuden bidrage til danske virksomheders muligheder for at udvikle løsninger til det internationale marked.

Forureningen fra busser og andre tunge køretøjer udgør et væsentligt luftforureningsproblem i Københavns Kommune, som har ydet et tilskud til projektet på 1 million kroner.

”Hvert år dør mere end 500 københavnere for tidligt på grund af luftforurening. Det er helt uacceptabelt. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler metoder til at nedbringe forureningen fra blandt andet dieselbusser i København. Det er et rigtigt spændende samarbejde mellem København, Movia og private virksomheder, som forhåbentlig vil give gode resultater, som også kan bruges i andre lande og storbyer,” siger overborgmester Frank Jensen.

Projektet indebærer, at tre danske virksomheder udvikler og installerer tre nye systemer på i alt ni busser af forskellige mærker, som dermed udleder mindre af de mest sundheds- og miljøskadelige stoffer. Projektet skal vise, hvordan filtrene virker i almindelig drift i bybusbusserne.

Da mange byer har store forureningsproblemer, forventes der at være gode eksportpotentialer for virksomhederne i dette projekt. Desuden er målet at levere viden og erfaringer til andre busselskaber, kommuner, trafikselskaber samt det private erhvervsliv.

”Movia har en forpligtelse til at medvirke til at løse de miljøudfordringer, der er knyttet til den kollektive busdrift, samt medvirke til, at det sker på en omkostningseffektiv måde for samfundet. Derfor er jeg glad for, at Miljøstyrelsen har valgt at støtte dette projekt, ” siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Trafikselskabet Movia.

Når metoderne er udviklet og afprøvet, har Københavns Kommune afsat yderligere 4 millioner kr. til at installere løsningerne i de københavnske busser.

Miljøministeriet har ydet tilskuddet under Program for Grøn Teknologi, som støtter projekter inden for områderne kemi, vand og klimatilpasning, ressourcer og affald samt luft og støj.

Fakta: Forventede miljømæssige effekter

Hvis forsøget opnår de forventede resultater, og alle Movias dieselbusser efterfølgende er på niveau med Euro 6, vil der være potentiale for at nedbringe bussernes udledning af sundhedsskadelige stoffer med følgende procentsatser:

NOx: -44%
Partikler (PM): -37%
Kulilte (CO): -71%
Kulbrinter (HC): -30%