

Udfordreren Cecilia Lonning-Skovgaard vandt kampen om at blive spidskandidat for Venstre i København.
En samlet bestyrelse ville af med hende – og det ville flertallet af de fremmødte medlemmer til partiets opstillingsmøde i Nørrebrohallen også.
Med kun 55 stemmer ud af 197 stemmer lykkedes det ikke Venstres børne- og ungdomsborgmester og politiske leder på Københavns Rådhus, Pia Allerslev, at vinde afstemningen om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget, der finder sted til november næste år. Hendes udfordrer, Cecilia Lonning-Skovgaard, fik 142 stemmer og får nu hovedansvaret for at forsøge at fravriste Frank Jensen (S) overborgmesterposten.
Med afstemningen siger Pia Allerslev farvel til kommunalpolitik, når valgperioden udløber 31. december 2017.






















































































































































































































































































































































































































































































































