Kiwi vil bredes ud som franchise


kilde_detailfolk_dk
Et koncept med flere selvstændige købmænd. Det vil discountkæden Kiwi forsøge sig med det næste års tid.
Discountkæden Kiwi vil nu have et franchisekoncept, hvor hver butik har en selvstændig købmand som chef. Det skriver Børsen.
– En del af det, vi arbejder med, er at få lavet et franchiseprojekt. Det går vi i gang med at teste i løbet af efteråret, siger kædedirektør i Kiwi Carsten Hansen til Børsen.
– Vi er i gang med at lave oplægget, som vi skal have præsenteret for vores bestyrelse i Dagrofa, fortsætter han.
Rema 1000 er forbillede
Carsten Hansen fortæller, at det særligt er Rema 1000, som Kiwi er inspireret af. Og det er ikke kun butiksstrukturen, som har inspireret Kiwi. Ligesom Rema 1000 har Kiwi nemlig valgt at fokusere mere økologi og sundhed.
-Alle supermarkeder løber efter økologi i øjeblikket. Vi har gjort det, siden vi startede, og det har været en kæmpe succes, fortæller Carsten Hansen til Børsen.
Den satsning har givet pote. For Kiwis salg af frugt og grønt er steget med mere end 50 procent. siden efteråret 2014, hvor kæden lancerede kampagnen “Alle skal have råd til sundhed”.
En af ingredienserne i succesen har været, at kunder med et Kiwi-kundekort får 20 procent rabat på alt frugt og grønt.
Kiwi har de sidste år måtte lukke 13 butikker, men Carsten Hansen regner med at kæden åbner 12 nye butikker i løbet af 2015.

kiwi.dk