Kirke- og Kulturminister Joy Mogensen forlader politik

Joy Mogensen
forlader politik

Kirke- og kulturministeren trækker sig helt ud af dansk politik.

Joy Mogensen (S) stopper som kirke- og kulturminister. Hun har meddelt statsministeren, at hun gerne vil forlade posten, skriver Mogensen på Facebook.

Joy Mogensen skriver, at det har været en stor ære, og at intet har været mere meningsfyldt “end at få lov at tjene vores land i en socialdemokratisk regering”.

Hun skriver på Facebook, at fratrædelsen skyldes, at hun er løbet tør for overskud. Derfor trækker hun sig også helt ud af politik, oplyser hun.

Hun nævner særligt de tre ting om, at hun indenfor de seneste to år er blevet minister, har mistet et barn, og har håndteret coronaepidemien i to forskellige ministerier.

– Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik for nu, skriver Mogensen.

Joy Mogensen er tidligere borgmester i Roskilde, og hun blev hentet ind på ministerholdet efter folketingsvalget i 2019. Hun skriver i sit opslag, at hun savner måden at arbejde på ude i kommunalpolitikken.

– Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunne tage med ind i landspolitik. Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre. Det er løsningerne mere end debatterne, der har optaget mig som politiker, skriver Mogensen om sit stop.

TV 2 har været i kontakt med Joy Mogensen, som oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig.