👋Karen Ellemann forlader Folketinget


Kilde: TV2.dk

Karen Ellemann (V) forlader Folketinget.

Hun skal i stedet være generalsekretær for Nordisk Ministerråd fra januar 2023.

Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.

– Det er en drømmeopgave for mig. Og jeg er umådelig stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for Nordisk Ministerråd. Men det er også med stort vemod og et kæmpe stik i hjertet, at jeg forlader Folketinget, hvor jeg har været så privilegeret at være folkevalgt medlem for Venstre i 15 år, skriver Karen Ellemann.

Karen Ellemann har blandt andet været social- og indenrigsminister, miljøminister samt minister for ligestilling, fiskeri og for nordisk samarbejde. Hun har også været gruppeformand for Venstre og medlem af Folketingets Præsidium og næstformand for Folketinget.

Hun er desuden søster til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Skuffede vælgere

Det er ikke engang to uger siden, at Karen Ellemann blev valgt til Folketinget. Ved valget 1. november stemte 8716 på hende personligt.

Til TV 2 siger Karen Ellemann, at hun godt kan forstå, hvis nogle vælgere er frustreret over jobskiftet.

– Jeg kan godt forstå, hvis nogle af dem, som har stemt personligt på mig, er skuffede. Men det er enormt svært at håndtere sådan en timing.

Karen Ellemann understreger, at hun allerede ansøgte om jobbet i august, og at hun “intet anede om”, hvorvidt hun havde fået jobbet eller ej, da valgkampen blev skudt i gang.

Sætter gang i rokade

Karen Ellemann overlader sit mandat i Folketinget til Kim Valentin (V). Han stillede op til folketingsvalget 1. november, men blev ikke valgt ind og takkede i stedet ja til en plads i Europaparlamentet.

Dermed sættes der gang i en større rokade, fordi hans plads i EU-Parlamentet nu skal gives videre.

Ifølge listen over Venstre-kandidaters personlige stemmetal ved Europa-Parlamentet i 2019 går pladsen til Erik Poulsen. I mellemtiden har han meldt sig ud af Venstre, men takker i følge TV MIDTVEST ja til at overtage pladsen i Europaparlamentet.