


De 20-25 ansatte hos den nordjyske fiskevirksomhed Strandby Fisk blev op til weekenden sendt hjem med en fyreseddel og beskeden om, at virksomheden lukker 31. december 2020.
Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Fiskevirksomheden i Strandby er ejet af Dagrofa Foodservice, som ifølge Strandby Fisk-direktør Gustav Olafsson lukker fabrikken, fordi Dagrofa Foodservice ikke længere vil stå bag produktion af fisk og skaldyr.
– Derfor har de indgået partnerskab med Insula, som i fremtiden varetager produktionen af fisk til Dagrofa Foodservice. Dagrofa vil i stedet fokusere på deres kerneområde, som er drift af butikker, siger direktøren til Nordjyske med henvisning til seafood-koncernen Insula.
Den har afdelinger i Hanstholm og Hvide Sande, hvortil hele produktionen fra Strandby bliver flyttet.























































































































































































































































































































































































































































































































