

En pludselig rystelse ramte store dele af Midtjylland ved 11-tiden store dele af Jylland. Der var tale om et jordskælv.
Kaffekopperne klirrede og ruderne rystede i dag i Michael Bergs hjem i Idom.
– Jeg tænkte straks, om det var en kæmpe flyvemaskine. Det var vildt, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, forklarer han.
Han er langt fra den eneste, der lidt efter klokken 11 havde oplevelsen af, at jorden rystede.
Borgere fra både Holstebro, Herning, Lemvig, Ulfborg, Bækmarksbro, Thyholm og mange flere steder i landsdelen beretter om kraftige rystelser.
De Nationale Geologiske Undersøgelser fra Danmark og Grønland, GEUS, bekræfter overfor TV MIDTVEST, at der var tale om et jordskælv.
– Klokken 10:57 var der et mindre jordskælv lidt udenfor Holstebro. Det måler 3,7, så det er et lille jordskælv på globalt plan, men et forholdsvist stort jordskælv for Danmark, fortæller seismolog hos GEUS, Trine Dahl Jensen.
Trine Dahl Jensens søndag var ellers ganske normal, indtil hun blev ringet op. Så fik hun travlt.
– Det er virkelig svært at komme rundt i København i dag, så jeg skulle kæmpe mig hjem til min computer for at tjekke tallene, fortæller hun.
Politistation rystede
Også hos Midt – og Vestjyllands Politi har de modtaget flere henvendelser fra hele landsdelen om rystelserne.
– Folk har kontaktet os fra de fleste steder, helt fra Mors til området omkring Struer. Det bekræfter, at det her ikke bare er noget lokalt, forklarer vagtchef Carsten Henriksen.
Han forklarer, at han også selv oplevede rystelserne.
– Vi kunne mærke det her på stationen i Holstebro. Det har jeg ikke prøvet før, slår han fast.
GEUS har siden jordskælvet modtaget henvendelser fra borgere, og dem er de glade for. Hvis du har oplevet noget, så vil de gerne høre om det. Du kan kontakte dem her.






















































































































































































































































































































































































































































































































