Jes Dorph afskediget efter intern undersøgelse

Jes Dorph skriver i et opslag på Facebook, at han er rystet og skuffet, samt at der er centrale dele af anklagerne, han ikke kan genkende.

TV-værten Jes Dorph-Petersen skal ikke længere være vært på programmet Go’ aften Live på TV 2, der produceres af Nordisk Film for TV 2.

Overfor TV2.dk bekræfter TV 2s presseafdeling, at Jes Dorph er blevet afskediget efter en intern undersøgelse om seksuelt krænkende adfærd på TV 2.

TV 2 igangsatte en intern advokatundersøgelse i efteråret 2020, efter Metoo-debatten for alvor blussede op herhjemme, da tv-værten Sofie Linde til Zulu Comedy Galla fortalte om en oplevelse, hun havde haft til en DR-julefrokost for 12 år siden.

Til julefrokosten var hun angiveligt blevet afkrævet et blowjob af en “stor tv-kanon”, der truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun afslog.

Derefter blev fokus rettet mod blandt andet TV 2, fordi seks kvindelige TV 2-ansatte skrev et åbent støttebrev til Sofie Linde om, at de også har oplevet krænkende adfærd i mediebranchen. Brevet blev underskrevet af over 1000 kvinder fra branchen.

Jes Dorph: Der er centrale dele af anklagerne, jeg ikke genkender

I et opslag på Facebook tirsdag aften kritiserer Jes Dorph TV 2 for håndteringen af sagen, som han ikke mener, har været fair.

– Sagsforløbet og konklusionen ryster og skuffer mig voldsomt. Jeg har siden midten af november været igennem en uværdig, ensidig og uretfærdig proces, hvor TV 2 og advokatfirmaet bag undersøgelsen efter min opfattelse fra starten har betragtet mig som skyldig og derfor dømt mig på forhånd, skriver han blandt andet.

Han skriver også, at der er tale om to sager fra henholdsvis 2001 og 2003, og at han derfor havde svært ved at huske de konkrete sager, da han blev konfronteret med dem.

– Undersøgelsens advokat lægger bl.a. til grund i sin afgørelse, at jeg ikke kan huske de to episoder i detaljer og antyder dermed, at jeg lyver eller skjuler noget. Det er forkert.

Desuden er der ifølge ham helt centrale dele af anklagerne, som han ikke kan genkende.

– Selvom vidner har støttet min forklaring har advokatfirmaet og TV 2 alene valgt at lægge anmeldernes version til grund for deres afgørelse. Versioner, jeg fik forelagt første gang under den eneste afhøring, jeg deltog i, og som jeg derfor ikke fik mulighed for at forberede mig på, står der i opslaget.

Jes Dorph-Petersen skriver på Facebook, at han ikke har flere kommentarer lige nu. TV2.dk har bedt TV 2s presseafdeling om deres kommentar til sagen og afventer svar.

Vært på flere TV 2-programmer

Jes Dorph er kendt som vært på en lang række TV 2-programmer og startede på tv-stationen i 1989.

Fra 1991 til 2011 var han vært på TV 2 Nyhederne, ligesom han også har været vært på “Hvem vil være millionær”. I 2015 startede han som vært på Go’ aften Danmark, der senere skiftede navn til Go’ aften Live.