

Ejerne af bøfkæden Jensens Bøfhus har besluttet at lukke forretningen efter flere års dårlige resultater.
Det skriver Børsen.
De tilbageværende Jensens Bøfhus-restauranter bliver nu overtaget af Bone’s, der vil drive restauranterne under et andet brand.
Jensen Bøfhus fortæller til Børsen, at man har fundet en løsning, der sikrer mange arbejdspladser.
– Vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan lykkes med Jensens Bøfhus, siger Mikkel Hammershøj.
Han er er administrerende direktør i Selfinvest, som er Torben Østergaard-Nielsens holdingselskab.
Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre har indtil nu ejet Jensens Bøfhus sammen med Georg Gundersen.
Han fortæller desuden, at der kun er to tilbage ud af otte i den investorgruppe, der oprindeligt investerede i virksomheden.
Jan Laursen, medejer og administrerende direktør i Bone’s, har også udtalt sig til Børsen.
Han siger blandt andet, at muligheden for at overtage restauranterne var svær at lade ligge og kalder det “attraktive lokationer”.
Jan Laursen oplyser til Børsen, at planen er at konvertere fem til syv af Jensens Bøfhus-restauranter til Bone’s-restauranter inden sommeren 2026.
Bone’s forventer at lukke den sidste Jensens Bøfhus-restaurant i starten af 2027.
Det siger Jan Vinther Laursen, administrerende direktør i Bone’s, til TV 2.
– Alle os, der har lært at sige store bøffer og små priser i vores opvækst, vil gerne bevare Jensens Bøfhus-mærket, men vi har valgt at gå en anden vej, tilføjer han.
Han fortæller, at man har valgt at vinke farvel til varemærket, fordi det vil være for hårdt at genetablere det.
– Et eller andet er gået galt mellem danskerne og Jensens Bøfhus, lyder det.






















































































































































































































































































































































































































































































































