ISS-chef til Bjarne Corydon: Du kan spare 12 milliarder

Hvis det offentlige overlader tekniske opgaver som kantinedrift, rengøring, vedligeholdelse af bygninger, parker, veje, hospitaler og skoler til private virksomheder, så vil de spare omkring 12 milliarder kroner, siger topchef i servicevirksomheden ISS, Martin Gaarn Thomsen til Berlingske.
Ifølge topchefen kan han løse opgaverne omkring 12 procent billigere end det offentlige.
– Det er fordi, at vi tror på, at man kan gøre det mere effektivt, hvis man kun fokuserer på det, der er ens kerneopgave. Så hvis man tager et hospital, så tror jeg hurtigt, at man kan blive enige om, at hospitalets opgave er at gøre patienterne raske og ikke at stå for den tekniske vedligeholdelse. ISS kerneopgave er at stå for den tekniske vedligehold, og derfor tror vi, at vi kan gøre det mere effektivt, siger Martin Gaarn Thomsen til TV 2 News lørdag aften.
I har udsendt en pressemeddelelse tidligere i dag, hvor der står at I garanterer, at I kan spare staten for 12 milliarder. Hvor skråsikker er du på det?
– Det er jeg ret sikker på. Det er også derfor, at ISS gerne vil garantere det. Vi gør det her hver eneste dag i offentlige virksomheder internationalt, men også i private virksomheder, og der er ikke en større forskel på at gøre rent, udøve kantinedrift eller teknisk vedligehold i en privat virksomhedsbygning end i en offentlig bygning. Vi kan garantere det, fordi vi gør det hver eneste dag.
Det kræver blot, at Bjarne Corydon overlader offentlige opgaver for omkring 100 milliarder til ISS og lignende private virksomheder inden for den ’tekniske velfærd’, lyder det fra topchefen.
Tidligere på året lancerede regeringens produktivitetskommission en række anbefalinger, hvor flere offentlige opgaver bl.a. blev foreslået sat i offentligt udbud. Debatten kørte om, hvorvidt det var klogt at udlicitere “varme hænder”, da kritikerne var bekymrede for, at det vil skade kvaliteten af eksempelvis hjemmepleje og børnepasning. Men det er der slet ikke tale om, fortæller Martin Gaarn Thomsen til TV 2 News:
Har du talt med Bjarne Corydon eller Margrete Vestager om dine tanker?
-Jeg er ret sikker på, og jeg håber, at de er interesseret i det her område. Da produktivitetskommissionen kom ud, var der en skinger debat om de her ’varme’ hænder. Og jeg tror, at hvis vi kan tage fat i et område som den tekniske velfærd, og ikke snakke så meget om de ’varme hænder’, så tror jeg, at det er meget nemmere. Og det er det egentlig for begge sider af Folketingssalen.
Er det reelle tanker?
– Det er bestemt ikke et reklamestunt. Vi gør det her i en lang række lande i verden. Og det er selvfølgelig også en lille smule udtryk for frustration. Når vi har et område, der ikke er så svært at gå til, så synes jeg, at vi skylder hinanden at gøre det. Og som sagt, har vi rigtigt gode eksempler i udlandet, men også fra private virksomheder i Danmark.

kilde_tv2nyhedernekilde_tv2news