I dag kan du bruge wi-fi fra gadelampen

kilde_tv2beep
Brønderslev Kommune i Nordjylland vil – som en af de første byer i verden – fra i dag tilbyde deres borgere gratis wi-fi direkte fra gadelampen. Det gør de ved at etablere Street Wi-Fi.
Lamperne er udstyret med energieffektive LED-pærer fra den danske lysproducent S-Light. Foruden lys vil der strømme trådløst netværk ud leveret af fiberselskabet Bredbånd Nord.
– Vi vil gerne give turister, rejsende og vores borgere de bedste muligheder, og Street Wi-Fi lampen er en god ide. Derfor vil vi gerne teste den nye lampe, hvilket passer meget godt med, at vi næste år skal have udskiftet mange af vores gadelamper, siger Karsten Frederiksen, der er formand for Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune.
Flere kommuner skal udskifte gadelamperne
I første omgang vil der være tale om en test på Banegårdspladsen i byen, hvor udvalgte brugere vil have adgang til netværket. Man vil åbne mere op en gang i løbet af efteråret, og senere vil Viborg også følge efter med Street Wi-Fi.
– Street Wi-Fi med helt op til 1 Gbit-hastigheder giver nogle helt nye muligheder i blandt andet gågademiljøet. Når kunderne er koblet på gratis Wi-Fi, kan de eksempelvis modtage information eller eksklusive tilbud, når de befinder sig et bestemt sted – for eksempel foran en forretning, et museum, ved bustoppestedet eller i andre forbindelser. Også forskellige e-betalingsløsninger kan køre via det ekstremt hurtige netværk, siger Christians Ingerslev Sørensen, Bredbånd Nord.
Et nyt EU-direktiv gør med udgangen af 2015 de gamle kviksølvsbaserede gadelamper ulovlige, så mange kommuner i Danmark skal alligevel udskifte lamperne.