Hollandsk kød tilbagekaldes



Fødevarestyrelsen har modtaget nye oplysninger fra de nederlandske myndigheder i sagen om de 50.000 tons kød, fra det nederlandske firma, W. Selten.

Varer fra virksomheden har, ifølge det tidligere oplyste, bestået af blandt andet udeklareret hestekød og har været uden de lovpligtige oplysninger om oprindelse og sporbarhed.

Nye oplysninger tyder imidlertid på, at sagens omfang og alvorlighed er mere omfattende end først oplyst. De nederlandske myndigheder har oplyst, at der er handlet uidentificerbart kød fra virksomheden og at der synes at være solgt mere kød end der er modtaget på virksomheden.

Oplysningerne får nu Fødevarestyrelsen til at følge den linje, der er lagt fra de nederlandske myndigheder og påbyde de danske virksomheder, der har handlet med firmaet, at tilbagekalde de varer, de har videredistribueret til deres aftagere. Det drejer sig om blandt andet oksekødsudskæringer og småkød til videre forarbejdning.

Fødevarestyrelsen har endnu ikke overblik over om der stadig skulle være varer fra nederlandske W. Selten på det danske marked. Men allerede i onsdags kontaktede Fødevarestyrelsen de involverede virksomheder i Danmark med henblik på at få overblik over situationen.

Materialet er omfattende og bliver nu underkastet en gennemgang med henblik på afklaring af sagens omfang i Danmark. Fødevarestyrelsen regner med at kunne fortælle yderligere om resultaterne i løbet af den kommende uge.

Det er stadig virksomhedernes ansvar, at deres varer lever op til EU’s regler for fødevare- og forbrugersikkerhed. Gør de ikke det skal virksomhederne sørge for at varerne trækkes af markedet.

Følgende danske virksomheder har modtaget kødet fra W. Selten:
Full House A/S
– CHP
Tomex Danmark A/S
– Beeflink ApS.
Cater Food A/S
JN Meat
– Anadolu Kød ApS.
– Imex Meat ApS.
Denimex ApS.
– Danish Food Company A/S
Kødgros Vest A/S
Skare Beef Production ApS.
Carsten Møller Food A/S (CM Food)
Defco A/S

Skare Beef Production ApS. og Defco A/S meddeler begge lørdag, at de med garanti ikke har modtaget hestekød fra det hollandske selskab. Begge de danske selskaber oplyser, at det ville være blevet opdaget i firmaernes interne procedurer.

Da importvirksomhederne kan have videresolgt det kød, der er modtaget fra den hollandske virksomhed, kan flere danske virksomheder komme på listen senere hen.

Fødevarestyrelsen – fvst.dk