

Eivind Kolding er blevet forgyldt med i alt 43 mio. kr. fra sine to fyringer i Danske Bank og Novo A/S
For anden gang på under tre år får Eivind Kolding et kæmpe gyldent håndtryk. Fyringen fra Novo Nordisks investeringsselskab, Novo A/S, giver Eivind Kolding et gyldent håndtryk på hele 20 mio. kr. for de to års arbejde.
Det svarer til direktørens samlede løn i de to år, han nåede at sidde i toppen af selskabet, der administrerer ejerskabet af Novo Nordisk og Novozymes. Millionerne er fordelt ligeligt mellem et års opsigelse og en fratrædelsesgodtgørelse på selvsamme.
I det halvandet år han var øverste chef for Danske Bank fik han en samlet fratrædelse på 23 mio. kr. og er dermed samlet oppe på 43 mio. kr. i gyldent håndtryk.
Bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, Sten Scheibye, ansatte Eivind Kolding som direktør i milliardforetagenet Novo A/S, men vil ikke til TV 2 – hverken på tv eller telefon – kommentere beslutningen med at sige farvel til Eivind Kolding.
I pressemeddelelsen oplyser han i det fabrikerede citat, at bestyrelsen har benyttet anledningen til at genoverveje den samlede profil på den fremtidige ledelse af Novo A/Sog er kommet til den konklusion, at det på længere sigt er nødvendigt med en topchef med en anden baggrund end Eivind Koldings.
Da du sagde op i Maersk Line, havde du så i din vildeste fantasi forestillet dig, at du efterfølgende ville blive fyret fra to af landets største direktørjob?
– Jeg tror ikke, at der er nogen, der tager et job med den forventning, at de bliver sagt op. Det har jeg heller ikke gjort, siger Eivind Kolding til TV 2.
De fleste direktører bliver sagt op på et tidspunkt
Men samtidig er man som topchef realistisk med hensyn til din egen levetid, mener han.
– Langt de fleste direktører bliver sagt op på et eller andet tidspunkt. Det tror jeg bare, at man skal vænne sig til, og jeg tror også, at folk efterhånden har vænnet sig til det. Direktørposter varer stadig kortere, så derfor skal man ikke kigge så meget på, at man stopper, men på om man har lavet en indsats, man kan stå inden for. Og det mener jeg, at jeg kan, lyder det fra Eivind Kolding.
Novo A/S bedyrer, at fyringen intet har med direktørens indsats at gøre, og investeringsselskabet har også netop aflagt et rekordregnskab.






















































































































































































































































































































































































































































































































