Glostrup skal måske have ny brandstation

Hovedstadens BeredskabGlostrup Kommune
Kilde: Beredskabsinfo

Det kan snart være slut med den mangeårige brandstation på Bryggergårdsvej i Glostrup. Kommunen overvejer nemlig at lade grunden indgå i et kommende byudviklingsprojekt, og derfor har kommunen varslet, at lejemålet kan blive opsagt. Nu skal en arbejdsgruppe med fem kommunaldirektører så komme med en plan for placering af en ny brandstation.

Brandstationen i Glostrup var frem til beredskabsreformen en del af Vestegnens Brandvæsen. Dengang dækkede stationen – sammen med nabostationen i Hvidovre – kommunerne Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre og Rødovre. I dag indgår stationen i Hovedstadens Beredskab.

Glostrup Kommune ejer brandstationen, der lejes ud til Hovedstadens Beredskab, men kommunen har varslet, at byudviklingsplaner kan medføre, at lejemålet bliver opsagt.

Derfor skal bestyrelsen i Hovedstadens Beredskab nu tage stilling til, hvad der skal ske med brandstationen. Der lægges op til, at der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunaldirektører fra Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre og Københavns kommuner samt beredskabsdirektøren. Arbejdsgruppen skal udarbejde en plan for – og identificere beslutningspunkter i forhold til – placering af en evt. ny brandstation.