Fra nytår bliver det billigere at køre over Storebælt

StorebæltBroBizz
Priserne for at køre over Storebælt sættes ned pr. 1. januar 2018.
Når nytårsklokkerne ringer og vi tager hul på 2018, falder Storebælts priser 15 pct. Men der er en betingelse for at få del i den nye, lavere pris: Du skal have en bizz og en aftale med Storebælt – enten Club Storebælt eller Storebælt Erhverv.
Hvis du allerede har en bizz fra BroBizz A/S, er alt i den skønneste orden. Du skal ikke gøre andet end at sætte din bizz i forruden, når du skal over Storebælt, så får du automatisk den bedste pris.
Men du skal kigge nøje på din bizz. Hvis det er en ØresundBizz eller en norsk AutoPASS – det kan du se på logoet på din bizz – skal du selv tilmelde dig Club Storebælt eller Storebælt Erhverv for at få del i prisnedsættelsen.
Hvis du ikke har en bizz
Hvis du ikke har en bizz, skal du være opmærksom på, at du dermed ikke vil få del i prisnedsættelsen – og Storebælts tidsstyrede rabatter, som fx Weekend-, Aften- og Helligdagsbillet kan heller ikke længere benyttes. Skal du over Storebælt inden for de næste måneder, er det derfor en god idé at bestille en bizz nu. Du betaler 200 kr. i depositum for din BroBizz. Bestil Club Storebælt og BroBizz.
Skal du først over Storebælt til foråret
Har du ikke en bizz, og skal du først over Storebælt omkring påske, kan du vente og se tiden an. Storebælt har nemlig et nyt produkt i støbeskeen, hvor du ikke behøver en bizz og derfor ikke skal betale depositum. I stedet vil du kunne oprette en aftale om at bruge din nummerplade til at blive genkendt i betalingsanlægget. Dermed vil du opnå samme rabat og samme fordele som med bizz.
Priserne sænkes igen om nogle år
De lavere priser på Storebælt er led i den politiske aftale om øget mobilitet. De kommende år bliver den fynske motorvej udbygget til seks spor, og når den er udvidet i 2023, vil priserne på Storebæltsbroen – ifølge den politiske aftale – blive sænket yderligere 10 pct.