
CO-industri og DI indgik søndag morgen en aftale om nye treårige overenskomster på industriens område. Det skete efter mere end 24 timers uafbrudte forhandlinger.
– Med aftalen i dag tager vi endnu et vigtigt skridt mod at genoprette danske industrivirksomheders konkurrenceevne, så vi kan vinde de ordrer i udlandet, der giver vækst og arbejdspladser herhjemme. En treårig overenskomst betyder, at virksomhederne får ro og kendte rammer at arbejde under i en længere periode, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.
– Overenskomsten gør det muligt for virksomhederne og deres medarbejdere at skabe ny fremgang i Danmark, siger DI’s adm. direktør.
Samtidig betyder aftalen, at lønmodtagerne får bedre vilkår for at dygtiggøre sig gennem uddannelse – både mens de er ansat og i forbindelse med opsigelse.
– Dygtige og kompetente medarbejdere er en vigtig del af vores virksomheders konkurrenceevne. Derfor er jeg glad for, at vi med det nye forlig giver medarbejderne bedre mulighed for at gøre sig dygtigere – også i opsigelsesperioden, så de hurtigere kommer videre i et nyt job, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.
Den nye aftale indeholder også en bestemmelse, der sikrer, at forældre af samme køn kan tage forældreorlov på samme vilkår som forældre af forskelligt køn.
– Det er vigtigt, at overenskomsterne afspejler samfundet og vores medarbejdere. Derfor er det godt, at vi med den ny aftale sikrer, at forældre af samme køn får samme adgang til forældreorlov som alle andre medarbejdere, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.
Industriens overenskomster dækker ca. 240.000 medarbejdere på ca. 6.000 virksomheder.






















































































































































































































































































































































































































































































































