

©TV2 Vejret
Med temperaturer op til omkring eller sågar over 15 grader, så venter der efter alt at dømme Danmark årets hidtil varmeste forårsvejr sidst på weekenden i begyndelsen af næste uge.
Men allerede inden da får vi nogle rigtig smukke aprildage med masser af sol og to-cifrede temperaturer.
Flot vejr både fredag og lørdag
Årsagen er et højtryk sydvest for Danmark, som lørdag passerer ind over landet og fra søndag vil sende rigtig lun luft op over landet fra sydøst.
Fredag er vinden dog endnu i nordvest, hvilket vil holde temperaturen nede på maximalt 10 grader, men til gengæld er luften klar og tør og vil sikre hele landet en smuk og solrig indledning på weekenden.
Lørdag ligger en svag varmfront over landet og kan især først på dagen give flere skyer, men i dagens løb klarer det efterhånden op sydfra med nogen eller en del sol og temperaturer op til 10-12 grader.
Lun søndag med ugler i mosen
Søndag strømmer rigtig lun luft op til os fra sydøst, og det kan i de sydlige egne sende temperaturerne helt op på 14-15 grader, mens det bliver noget køligere i de nordlige dele af landet samt ved kyster med pålandsvind.
Nogle prognoser ‘leger’ også med tanken om, at en front med regn eller byger kan komme lige lovlig tæt på landet og genere navnlig nord- og vestjyderne en del af søndagen, mens de fleste andre prognoser lader Danmark ligge tørt hen.
Derfor er det endnu noget usikkert præcist hvordan søndagen arter sig, men de bedste solchancer har man antageligt mod syd og øst, hvor det dermed også bliver varmest.
Forårsvarmen kulminerer mandag
Mandag får vi det sidste ‘skud’ af rigtig forårsvarm, mellemeuropæisk luft med temperaturer, der generelt når op mellem 12 og 17 grader landet over, inden mere ustadigt og lidt køligere vejr igen nærmer sig i løbet af tirsdagen.
Dermed kan vi altså se frem til forårets hidtil varmeste vejr og temperaturer højere end de 15,0 grader, der blev målt ved Hammer Odde på Bornholm den 27. marts.























































































































































































































































































































































































































































































































