

Hidtil har Fona-kæden haft 56 butikker på landsplan, men det tal bliver nu næsten halveret.
Således oplyser Fona i en pressemeddelelse, at den pressede elektronikkæde nu lukker 25 butikker, mens 31 butikker får lov til fortsat at lange elektronisk udstyr over disken.
Samtidig bliver 300 af de 975 ansatte i Fona opsagt, skriver de advokater, der står for selskabets rekonstruktion.
– Planen indebærer, at der sker en tilpasning af virksomhedens størrelse igennem lukning af butikker og dermed opsigelse af en række medarbejdere, skriver advokaterne i meddelelsen.
Og videre:
– Forhandlingerne om et salg af denne reducerede enhed pågår. Vi forventer at have en afklaring inden for de næste fire uger. Vi vil, så længe forhandlingerne pågår, ikke kommentere på forventningerne til udfaldet heraf.
To seriøse købere i spil
Fonas kreditorer reddede torsdag butikskæden fra konkurs, da de accepterede den plan, som rekonstruktionsadvokaterne Pernille Bigaard og Ole Borch har lagt for en ny fremtid for butikskæden. Rekonstruktørerne oplyste – ifølge Berlingske Business – i skifteretten over for flere end en snes kreditorer, at de forhandler med to seriøse købere, som begge er karakteriseret ved, at de har dybt branchekendskab og penge.
Berlingske har spurgt fire detailhandelseksperter, som imidlertid ikke ønsker at blive citere, om, hvem de gætter på vil overtage en slanket Fona-kæde. Ifølge eksperterne kan det meget vel blive enten norske XXL eller tyske Mediamarkt, som begge er detailgiganter.
Den 1. februar meddelte Fonas ledelse, at den overraskende havde besluttet at indlede en rekonstruktion ved Sø- og Handelsretten i København.
Butikslukninger:
• FONA Glostrup Shoppingcenter
• FONA Spinderiet, Valby
• FONA Amager Centret
• FONA Klampenborgvej, Lyngby
• FONA Albertslund
• FONA Nørreport, København K
• FONA Herlev Bymidte
• FONA City 2, Taastrup
• FONA Strøget, Aarhus
• FONA Hellerup
• FONA Hvidovre
• FONA Nørrebro
• FONA Ringsted
• FONA Farum Bytorv
• FONA Køge
• FONA Holbæk
• FONA Odense C
• FONA Aalborg Storcenter
• FONA Vejle
• FONA Viborg
• FONA Fredericia
• FONA Sønderborg
• FONA Horsens
• FONA Holstebro
• FONA City Vest, Brabrand ved Aarhus
Udover medarbejderne i de butikker, der lukker, bliver der også tale om afskedigelser i administrationen. Fona har i øvrigt måtte ud og beklage overfor medarbejderne i de butikker, der lukker, da listen over butikker, der lukkede blev sendt ud til pressen, før medarbejderne var orienteret. Direktør Michael Kjær har givet en stor undskyldning overfor medarbejderne. De var tilsyneladende advokaterne, der står for rekonstruktionen, der har udsendt pressemeddelelsen med listen over de 25 butikker, der lukker. Fona var ikke klar over at listen kom ud på dette tidspunkt. Advokaterne bag rekonstruktionen har undskyldt overfor medarbejderne, og påtaget sig det fulde ansvar for at lukningerne kom ud i pressen før de berørte medarbejdere var informeret.






















































































































































































































































































































































































































































































































