Flixbus køber Greyhound

Flixbus køber Greyhound

FlixbusGreyhound
Kilde: TV2

Den tyske busudbyder Flixbus, der blandt andet opererer i Danmark, har købt busselskabet Greyhound.

Den tyske busudbyder Flixbus har købt busselskabet Greyhound. Det oplyser Flixmobility, der er selskabet bag Flixbus, i en udtalelse.

Prisen lyder på 172 millioner dollars kontant. Det svarer til 1,1 milliarder kroner.

Greyhound er et over 100 år gammelt amerikansk busselskab, der har opnået ikonisk status blandt rejsende i USA.

Tæt på 16 millioner passagerer kører årligt med busserne, som kører til 2400 destinationer i Nordamerika.

Ejeren af selskabet – britiske FirstGorup – har ifølge Reuters prøvet at sælge Greyhound i mere end to år.

Kæmper med flyselskaber

Selskabet, der blev grundlagt i 1914, har kæmpet med øget konkurrence fra flyselskaber med lave priser.

Tidligere på året solgte briterne også sine amerikanske skolebusser. I stedet skal fokus være på aktiviteterne i Storbritannien.

Ifølge Flixmobilitys topchef, André Schwämmlein, er der i Nordamerika en øget efterspørgsel på billige og bæredygtige transportløsninger.

– Sammen vil Flixbus og Greyhound bedre kunne møde den højere efterspørgsel, siger han i meddelelsen.

– Som vores forretning fortsætter med at genrejse sig oven på corona, vil vi replicere den succes, vi allerede har opnået i 36 lande uden for USA med vores innovative og forbrugerrettede tilgang, lyder det.

2500 destinationer

Flixbus, der kan genkendes for sine grønne-orange busser, opererer allerede i både Europa og USA.

Ifølge selskabet udbyder det busrejser til omkring 2500 destinationer i 36 forskellige lande – herunder Danmark.

Fra København kan man blandt andet køre til Berlin i Tyskland, Hollands hovedstad, Amsterdam, og Krakow i Polen.

Derudover kan man også køre mellem flere forskellige byer i Danmark.