Fire selskaber under Norwegian er begæret konkurs – 614 fyret

Norwegian
Kilde: tv2.dk

Norwegian håber nu at komme styrket ud på den anden side af coronakrisen, så man igen kan ansatte personale.

Coronavirus har betydet meget begrænset flyaktivitet, og det har nu fået konsekvenser for Norwegians pilot- og kabineselskaber i Sverige og Danmark, som nu er begæret konkurs.

Det oplyser luftfartsselskabet i en pressemeddelelse.

Til TV 2 oplyser Norwegians kommunikationschef i Danmark, Andreas Hjørnholm, at konkursen omfatter 614 stewards, kabinepersonale og piloter i Danmark.

– Det er ekstra hjerteskærende, at det går ud over kollegaer, der har gjort et fantastisk arbejde for Norwegian gennem mange år. Alle er i en form for chok, inklusiv mig selv. Vi håber at kunne fortsætte arbejdet med at komme gennem krisen og komme tilbage som et bedre selskab, som igen får brug for flere medarbejdere, siger han.

Tre af de selskaber, der er begæret konkurs, er danske, mens ét er registreret i Sverige. De berørte danske selskaber er Norwegian Pilot Services Denmark, Norwegian Cabin Services Denmark og Norwegian Air Resources Denmark.

– Vi kan ikke vente længere
Andreas Hjørnholm oplyser, at selskabet har gjort brug af de lønkompensationsordninger, som den danske stat i starten af udbruddet med coronavirus fik gennemført fra politisk hold.

– Det fortjener de (staten, red.) ros for. Vi må også bare sige, at i den situation, som flybranchen og Norwegian er i nu, så har det ikke været nok. Vi har efterspurgt statslige løngarantier, men tiden er gået, og nu kan vi ikke vente længere, siger han.

Ifølge kommunikationschefen skyldes det blandt andet, at det endnu er umuligt at vide, hvornår grænserne igen bliver åbnet, og hvornår det igen bliver sundhedsmæssigt forsvarligt at flyve.

Han fremhæver i den forbindelse, at den norske stat dækker lønomkostningerne med 100 procent i forbindelse med nedlukningen af flytrafikken.

– I Danmark kan man få dækning for en god del, men det har desværre vist sig ikke at være nok.

Norwegian har gennem et stykke tid gennemført en række tiltag for at reducere omkostningerne, men pilot- og kabineselskaberne i Danmark og Sverige er altså i dag blevet begæret konkurs, lyder det i meddelelsen.

Det har ingen påvirkning på Norwegians samlede forretning, lyder det.