Finanstilsynet tvinger Danske Bank til at lægge milliarder til side

Danske Bank
Kilde: tv2.dk
Danske Bank bekræfter desuden, at banken er blevet kontaktet af det amerikanske justitsministerium som følge af hvidvasksagen.
Finanstilsynet har bedt Danske Bank lægge endnu fem milliarder kroner til side i lyset af sagen om hvidvask i Estland, skriver banken i en meddelelse.
I starten af maj præsenterede Finanstilsynet sin afgørelse af ledelsen i Danske Banks ageren i den meget omtalte hvidvasksag i Estland.
Tilsynet foreslog ingen konsekvenser, men udtalte stærk kritik. Der blev dog udstedt otte påbud til Danske Banke, og en af disse var, at banken skulle sætte flere penge til side til dårlige tider.
Her var det forventet, at det beløb skulle løbe op i fem milliarder kroner. Men den efterfølgende udvikling i hvidvasksagen betyder, at Finanstilsynet nu vil have banken til at lægge det dobbelte til side.
Vil stoppe aktietilbagekøbsprogram
Bankens midlertidige administrerende direktør, Jesper Nielsen, tager tilsynets afgørelse til efterretning:
– Som tilsynet anfører, har Danske Bank med undtagelse af ét påbud, der kræver yderligere tiltag, enten opfyldt eller iværksat egnede tiltag med henblik på at opfylde de påbud, vi fik i maj måned, siger han i meddelelsen.
Som følge af påbuddet har Danske Bank besluttet at stoppe det igangværende aktietilbagekøbsprogram.
Ved et aktietilbagekøb køber selskabet aktier tilbage fra dets aktionærer. Der sendes altså penge tilbage investorerne, mens kursen for de resterende aktier kan stige.
Det løb ellers til februar næste år. Der var med udgangen af uge 39 brugt cirka 6,8 milliarder kroner, oplyser banken.
– Ud over de tiltag, vi allerede har taget, vil vi fortsætte vores konstruktive dialog med Finanstilsynet og opfylde de resterende påbud, siger Jesper Nielsen.
Er blevet kontaktet af det amerikanske justitsministerium
Danske Bank er desuden blevet kontaktet af det amerikanske justitsministerium som følge af sagen om hvidvask i Estland.
Ministeriet undersøger blandt andet, om der er foregået noget strafbart. Det oplyser banken i en meddelelse.
– Vi samarbejder med de myndighedsundersøgelser, der er i gang som følge af sagen.
– Det er imidlertid for tidligt at sige noget nærmere om, hvad udfaldet af disse undersøgelser vil være, siger Jesper Nielsen.
At det amerikanske justitsministeriums går ind i sagen, øger sandsynligheden for en milliardbøde til banken.
Det vurderer aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
– Det er de amerikanske myndigheder, som historisk set har udskrevet store bøder i den slags sager, så sandsynligheden for bøder er helt klart steget, siger han.
Der er endnu ikke sat en tidsramme for, hvornår undersøgelsen er afsluttet.