
Den aftalte fusion mellem tyske Milch-Union Hocheifel (MUH) og Arla Foods er dags dato blevet godkendt af EU’s konkurrencemyndighed. Fusionen træder dermed i kraft fra 1. oktober 2012.
Godkendelsen betyder, at Arla om få dage får nye andelshavere i Tyskland, Belgien og Luxembourg, hvor MUHs nuværende ejerkreds af mælkeproducenter befinder sig.
Arlas direktør for det tyske marked, Tim Ørting Jørgensen, glæder sig over godkendelsen, som vil øge Arlas forretning og aktiviteter i Tyskland markant.
”Det er en stor dag i både Arlas og MUHs historie. Fusionen giver os helt nye muligheder på det tyske marked med en større mælkemængde og stærke produkter, men den skaber også grundlag for øget eksport til fjerne vækstmarkeder som f.eks. Kina. Vi er forberedt og ser nu frem til at komme i gang med at få den størst mulige værdi ud af den nye fælles forretning,” siger Tim Ørting Jørgensen.
MUH er Tysklands ottendestørste mejeriselskab med produktion af især UHT-mælk og frisk mælk i Pronsfeld, sydvest for Köln og nær grænserne til Belgien og Luxembourg. MUH har ca. 800 medarbejdere og ca. 2700 andelshavere, der også – ligesom Arlas andelshavere – er mælkeproducenter. Selskabet havde i 2011 en omsætning på ca. 680 millioner Euro, hvoraf ca. 40 procent kom fra eksport.
Arla har en lang historie i Tyskland med kendte varemærker som Arla Buko og Arla Kærgården, som begge er i hastig vækst. Fusionen mellem MUH og Arla skaber det tredjestørste mejeriselskab i Tyskland.
Læs mere om fusionen mellem Arla og MUH her.

Arla Foods amba og Milk Link bekræfter, at Europakommissionen har givet den nødvendige godkendelse, som betyder, at de to andelsmejeriselskaber nu kan fusionere. Godkendelsen betyder, at fusionen vil ske pr. 1. oktober, og det nye selskab bliver det største mejeriselskab i Storbritannien.
I forbindelse med godkendelsen har kommissionen fastsat visse betingelser, som Arla skal leve op til af hensyn til konkurrencen i det britiske marked for UHT-produkter.
På den baggrund, for at opretholde konkurrencen i markedet, har Arla forpligtet sig til at frasælge Milk Links forretningsenhed i Crediton i en form, så den kan drives videre. Dette inkluderer Crediton mejeri, som producerer Milk Links UHT-mælk, UHT fløde og langtidsholdbar frisk mælk samt mælkedrikke og fløde til industri markedet.
Forretningen vil blive solgt til en køber på vilkår, som skal godkendes af Kommissionen. Indtil salget vil den nuværende forretning blive drevet videre som en selvstændig del, isoleret fra resten af det ny-fusionerede selskab. Det indgår i vilkårene fra Kommissionen, at Arla skal sikre at økonomien, markedet og konkurrencedygtigheden i denne forretning vedligeholdes af Arla indtil salget er gennemført. Dette inkluderer, at der skal afsættes ressourcer til at udvikle selskabet efter de eksisterende forretningsplaner og at der skal fastholdes en ledelse på mejeriet, som kan varetage driften af forretningen.
Arla Foods producerer langtidsholdbar mælk på Settle Mejeri, som ikke vil blive berørt af de vilkår, der er sat af Kommissionen. Produktionen her fortsætter.
























































































































































































































































































































































































































































































































