Elgiganten jubler over rekorder

Elgiganten

Der er fremgang på alle områder for landets førende kæde inden for hjemme-elektronik og hårde hvidevarer.

Elgiganten har ingen planer om at ændre taktik og ser Power som en konkurrent på lige fod med alle andre.

Sådan lød det i august fra landets førende kæde inden for hjemme-elektronik og hårde hvidevarer. Det skete i forbindelse med, hvad der må betegnes som en forventelig massiv konkurrence fra den nye ’frække dreng i klassen’ Power, som åbnede sit første elektronikvarehus Danmark den 17. august i Glostrup.

Uanfægtet Power kan Elgiganten nu fremvise et flot årsresultat for regnskabsåret 2014/2015. Et årsresultat, der viser, at den samlede omsætning i Elgiganten A/S steg med 258 millioner kroner til i alt 5,28 milliarder kroner – det svarer til en stigning på cirka 5 procent i forhold til året før.

På bundlinjen står et overskud på 114,1 millioner kroner efter skat mod et overskud på 106,7 millioner kroner året før.

Jubler over rekorder
Administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal, er ’enormt glad’ for salgsrekorden og overskuddet:

– Vi har gennem de sidste 12 måneder lavet solide investeringer for at gøre oplevelsen for vores kunder endnu bedre, og i et landskab hvor konkurrencen er benhård, har vi også formået at udbygge vores position som det sted, hvor danskerne handler kendte mærkevarer til lave priser.

– Vi har aldrig haft et bedre salg end i dette regnskabsår. Der er fremgang på alle områder, og især er det positivt at se den flotte udvikling for vores 29 varehuse, online-salget på Elgiganten.dk og udviklingen i vores erhvervsforretning, Elgiganten Erhverv, siger Peder Stedal.

Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag cirka 2.000 medarbejdere fordelt på 29 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker, Elgiganten.dk.

elgiganten.dk