Indkaldelsen sker med direkte henvisning til den aktuelle situation med droner i dansk luftrum.

Forsvaret har efterfølgende oplyst at det var et markant færre antal reservesoldater, der blev indkaldt end medieomtalen gav indtryk af.
En række danske soldater er søndag blevet hasteindkaldt til tjeneste i Danmark.
Det fremgår af en fortrolig indkaldelse, som TV 2 kender indholdet af.
Indkaldelsen sker med direkte henvisning til situationen med droner i dansk luftrum, fremgår det af indkaldelsen, hvor soldaterne bliver instrueret i hurtigst muligt at møde ind.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forsvarskommandoen, og TV 2 kender ikke det præcise omfang af indkaldelser. Ifølge kilder er der dog tale om en indkaldelse af nogle hundreder soldater.
Uanset omfanget er hasteindkaldelser som denne meget usædvanlige.
Det fortæller Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk rådgiver og har en fortid som chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.
– Det vidner om, at vi står i en helt ekstraordinær situation. Derfor ser vi også de her ekstraordinære tiltag. Jeg mindes ikke at have hørt om det før, siger Jacob Kaarsbo.
Indsættelse på dansk grund
Ifølge TV 2s oplysninger sker indkaldelsen med henblik på at forberede en eventuel indsættelse på dansk grund. Det kan ifølge sikkerhedsrådgiveren give god mening med tanke på det kommende EU-topmøde, der finder sted i København senere på ugen.
– Uanset hvad ligger vi i en høj skala med alt det, der sker, og det der sker i den her uge. Og der er stadig russiske skibe, der sejler omkring vores land. Jeg er ret sikker på, at alle sejl bliver sat til, siger Jacob Kaarsbo.
Der findes ikke officielle tal på, hvor mange reservister det danske forsvar aktuelt råder over, men i 2013 opgjorde Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark antallet af reservesoldater til 3.000 soldater.
Forsvarsministeriet afviser at kommentere på oplysningen og henviser til Forsvarskommandoen. TV 2 har dagen igennem forgæves kontaktet Forsvarskommandoen, som ikke er vendt tilbage på TV 2s henvendelser.
Et godt eksempel
Formanden for Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark, Jesper Schneider, vil ikke kommentere på, hvornår den seneste hasteindkaldelse fandt sted. Han forklarer dog, at reserven løbende bliver indkaldt til både træning og operationelle opgaver.
– Man kan sige, at der i stigende grad er behov for, at reservister træder ind og leverer ekstra. Om den nuværende situation øger behovet eller ej, kan vi ikke udtale os om. Det er dog ikke usædvanligt, at man trækker på ekstra kræfter.
Jesper Schneider mener samtidig, at den nuværende sikkerhedssituation er et godt eksempel på, hvorfor Danmark har ekstra personel at indkalde.
– En stor del af personellet har en rådighedskontrakt, der forpligter dem til at stå til rådighed. Det er et godt eksempel på situationer, hvor man skal have en stor og kapabel reserve, siger han.






















































































































































































































































































































































































































































































































