
Dong Energy fortsætter med at omorganisere. Nu skal koncernen af med op mod 400 ansatte for at spare.
Dong Energy fortsætter arbejdet med at effektivisere forretningen. Og nu oplyser koncernen, at man skal skille sig af med 350-400 ansatte.
Det fremgår af koncernen halvårsregnskab.
Fyringerne vil reducere omkostningerne med 300 millioner kroner i 2014.
Hurtige fyringer
Og det kommer til at gå hurtigt med at få fyret folk.
– Over de kommende uger vil der blive nedlagt 350-400 stillinger i koncernen. En vanskelig men desværre også nødvendig proces for at styrke Dong Energy’s konkurrenceevne, siger Henrik Poulsen, der er direktør i Dong Energy.
Koncernen fremlagde i februar en 2020-strategi. Og det er som et led i denne, at der nu skal fyres flere.
– Selvom vi har taget solide skridt i den rigtige retning, har vi stadig et stort stykke arbejde foran os. Der vil fremadrettet således fortsat være et skarpt fokus på at implementere den finansielle handlingsplan og vores 2020-strategi, siger direktøren.
Kilde: TV2 Finans






















































































































































































































































































































































































































































































































