Dom: 3F bryder menneskerettighedskonvention

Glostrup Ret3FDet Faglige Hus
Retten i Glostrup har fundet fagforeningen 3F skyldig i brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.
3F har i årevis opkrævet et tvungent fagligt gebyr af rengøringspersonale, som ikke er medlem af 3F. Det er sket som led i 3F’s overenskomst med den københavnske rengøringsvirksomhed De 5 Stjerners Hotelservice for at dække omkostninger for det faglige kontrolarbejde på arbejdspladsen.
Sagen var anlagt af en konkurrerende fagforening, Det Faglige Hus,. Det medlem af Det Faglige Hus, som sagen omhandler, skal nu have knap 4000 kroner retur fra 3F.
3F understreger dog efter dommen, at dommen ikke siger, at det er ulovligt at opkræve et sådant gebyr. Dommen siger alene, at man ikke har forklaret medlemmerne godt nok, hvad gebyret gik til:
– Vi er ikke dømt for at tvinge folk ind i 3F. Vi har tabt sagen på, at når vi tager et gebyr, så skal vi kunne forklare, hvilke udgifter gebyret dækker. Det har dommeren ikke fundet, at vi gjorde tilstrækkeligt. Det er alene det vi er dømt for, siger Jan Mathisen, der er næstformand i 3F København.
Arbejdsgiveren siger, at det alene er 3F – og ikke arbejdsgiveren – der har et problem:
– 3F har et problem her. Vi har ikke et problem. Vi troede, at de overholdt reglerne. Men fremover kommer det til at se anderledes ud. Det vil vi indskærpe over for 3F. Desuden har vi ikke trukket gebyret de seneste to år, fordi 3F ikke kan forklare, hvad medarbejderne får for pengene. Og fremadrettet kommer vi heller ikke til at trække gebyret, medmindre 3F kan redegøre for, hvad pengene bliver brugt til, siger John Christensen, direktør for den sagsøgte arbejdsgiver, De 5 Stjerners Hotelservice.
3F vil nu overveje, om man vil fortsætte med at opkræve gebyret.
– Enten appellerer vi dommen, eller også tager vi den til efterretning. Og så vil vi gøre det mere gennemskueligt, hvorfor vi opkræver disse beløb.