DMI: Prognose for uge 9, 10 og 11

Selvom kalenderen snart siger marts, har vinteren ikke helt sluppet sit tag i landet endnu. De kommende uger er et højtryk vest og senere nordvest for landet afgørende for vores vejr. I første omgang sender højtrykket kølig luft ned over landet, mens det forsyner os mere tørvejr og bedre plads til solen. Senere kan fronter nå landet nordfra med skyer og nedbør, når lavtryk efterhånden bevæger sig fra Nordskandinavien mod Baltikum eller Rusland. Mellem fronterne kan kold luft med vinterlige byger strømme ned over landet fra nordlige retninger.

Uge 9 (27/2 – 5/3):

Et højtryk ventes i denne uge at ligge vest eller nordvest for Danmark. Det betyder, at vi primært henter vores vejr fra retninger mellem nordvest og nordøst, hvilket på denne årstid ofte medfører køligt eller ligefrem koldt vejr. Samtidig ventes højtrykket at holde lavtrykkene på god afstand af landet. Derfor byder ugen på roligt og mest tørt vejr med sol og skyer i en skønsom blanding. Senere på ugen kan svage fronter dog nå landet nordfra med lidt nedbør. Nedbørsformen er endnu usikker, men det er ikke umuligt, at den kan være med hvidt islæt.
 

Samlet set ventes temperaturen at ende omkring eller måske lidt under det normale for årstiden. Dagtemperaturerne ventes op mellem 2 og 9 graders varme, mens nattemperaturen oftest ventes at nå ned mellem 4 graders frost og 4 graders varme, enkelte nætter lokalt måske koldere.

Nedbørsmængderne ser ud at ende noget under de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 5 og 8 mm.

Uge 10 (6/3 – 12/3):

Prognoserne viser, at højtrykket over De Britiske Øer i denne uge bevæger sig mod nordvest op mod Island og Grønland, mens lavtrykkene tager en bane fra Nordskandinavien mod Baltikum eller Rusland. Dette vejrmønster vil i perioder kunne sende betydeligt koldere luft med vinterlige byger ned over landet fra nord og nordøst, så selvom vi skriver marts, og vi tager hul på kalenderens første forårsmåned, vil det føles vinterligt. Samtidig kan flere fronter nå landet fra nordvest eller nord med blæst, skyer og nedbør, der både kan falde som regn, slud og sne.

Altså vil vejret i denne uge være lidt af en rodebutik med sol og regn-, slud- og snebyger, der afløses af gråvejr med blæst og nedbør, i form af regn, slud eller sne.


Samlet set ventes temperaturen at ende lidt eller noget under det normale, med dagtemperaturer mellem 1 og 7 graders varme, mens nattemperaturen oftest ventes at nå ned mellem 4 graders frost og 3 graders varme, lokalt noget koldere.

Nedbørsmængderne ser ud at ende omkring de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 9 og 14 mm.

Uge 11 (13/3 – 19/3):

Selvom prognoserne er tiltagende usikre, så antyder de, at vejrtypen fra uge 10 fortsætter. Der er fortsat højt tryk over Island og Grønland, mens lavtrykkene bevæger sig fra Nordskandinavien mod Baltikum eller Rusland.

Dermed står den på endnu en uge med sol og byger, skyer, blæst og nedbør samt mulighed for dage med vejr til den kolde side for årstiden.


Samlet set ventes temperaturen at ende lidt under det normale, med dagtemperaturer mellem 1 og 7 graders varme, mens nattemperaturen oftest ventes at nå ned mellem 4 graders frost og 3 graders varme, lokalt noget koldere.

Nedbørsmængderne ser ud at ende omkring eller lidt over de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 9 og 17 mm.

Oversigt for perioden 20/3 – 2/4:  

Trods den lange tidshorisont er prognoserne relativt enige om, at højtryk vil dominere fra Grønland over Nordskandinavien til Sibirien, mens lavtrykkene fra Atlanten tager sydlige baner, efterhånden ned over Vest- og Centraleuropa fra nordvest.

Først i perioden kan et lavtryk passere Danmark fra nordvest med vinterlig nedbør og opfriskende vind, men efterhånden ser lavtrykkene ud til at tage sydligere baner, syd om Danmark, mens højtryk over Finland og det nordvestlige Rusland kan sende kold og tør luft ned over Danmark fra øst og nordøst. Sker det, får vi mere sol, men også mulighed for vinterlige byger. Sidst på måneden vil solen dog få så meget magt, at der vil kunne komme pæne tocifrede temperaturer på højtryksprægede og stille dage med solskin.

Samlet set ser perioden ud til at byde på temperaturer lidt eller noget under det normale.
Nedbørsmængderne er mere usikre, men ender sandsynligvis omkring eller måske noget under det normale for årstiden.