

Danish Crown har valgt at lade samarbejdet med CEO for DC Pork Jesper Friis ophøre.
Jesper Friis tiltrådte for godt to år siden i den svære opgave som ansvarlig for svinekødsproduktionen i Danish Crown – en division med en omsætning på godt 30 mia. kr.
– To år er ikke lang tid, og det er med beklagelse, at vi er nået frem til beslutningen, siger Group CEO Kjeld Johannesen, og fortsætter:
– Jesper Friis har bragt nytænkning ind i koncernen, og vi havde håbet, at vi over tid også kunne nå hinanden, når det handler om den komplekse ledelsesmæssige opgave, som omfatter mange forskellige kulturer i DC Pork, men det synes vi ikke er lykkedes, siger Kjeld Johannesen.
Han understreger, at årsagen til samarbejdets ophør hverken har baggrund i Jesper Friis’ finansielle resultater eller i enkeltstående begivenheder.
I første omgang flyttes det overordnede ledelsesmæssige ansvar til Group CEO Kjeld Johannesen, men den daglige ledelse varetages af mange meget dygtige ledere i DC Pork.
– Vi vil nu tage fat på sammen med en række fagligt meget dygtige direktører at se på, hvordan vi kommer videre – både på den korte og den lange bane, siger Kjeld Johannesen.
Jesper Friis fratræder per 1. februar, men står til rådighed i den kommende periode.

©Pressefoto fra Danish Crown























































































































































































































































































































































































































































































































