Olaf Haahr (født 28. oktober 1937 i Vejle, død 12. august 2025, Vejle) var en dansk forretningsmand, der er kendt for at have etableret og have drevet firmaet, Haahr Benzin, i mange år.
Olaf Haahr kom som 16-årig i lære i Århus Kul Kompagni. Her viste han snart et talent for forretning, og i 1960 etablerede han Haahr Benzin. I dette firma indledte han import af olie fra Sovjetunionen, der ikke ville handle med de store multinationale olieselskaber, men gerne med en lille dansk virksomhed. Med billige indkøb fra den kant udvidede Haahr snart sin kæde af benzinstationer, der ofte kunne tilbyde billigere benzin end konkurrenterne.

I 2004 solgte han sine tankstationer til Statoil, men allerede få år efter etablerede han en ny kæde af ubemandede benzinstationer. Imidlertid var dette finansieret af EBH Bank, og da denne gik konkurs i 2008 under finanskrisen, blev Haahr hårdt ramt, ikke mindst fordi han som led i lånet hos banken havde købt en mængde aktier i banken. Han blev efterfølgende dømt for kursmanipulation. I 2015 solgte han de nu 43 ubemandede tankstationer [stationerne blev OIL! i forbindelse med salget], men kæmpede efterfølgende med økonomien. I maj 2016 gik han i betalingsstandsning, og i januar 2017 gik han personligt konkurs. Konkursen blev afsluttet i 2023.























































































































































































































































































































































































































































































































