Dansk Supermarked køber Wupti.com

Dansk SupermarkedWupti.com
kilde_tv2finans
Dansk Supermarked udvider deres forretning på internettet og køber internetbutikken Wupti.com
Det oplyser Dansk Supermarked i en meddelelse.
– Dansk Supermarked køber 100 procent af aktierne i firmaet af 3C Retail og driver wupti.com videre side om side med koncernens øvrige onlineaktiviteter, som blandt andet omfatter Bilka.dk, lyder det.
Ifølge Dansk Supermarkeds administrerende direktør, Per Bank, sker købet for at styrke selskabets e-handel i Danmark.
– Vi har i Dansk Supermarked en klar ambition om at blive førende indenfor e-commerce, og med opkøbet af wupti.com foretager vi et gearskifte online. Med de synergier, der er mellem wupti.com og vores eksisterende onlinebutikker, herunder Bilka.dk, har vi potentialet til at udvikle begge dele markant de kommende år, lyder det.
– Købet af wupti.com understreger vores ambition om at tilbageerobre noget af den omsætning, der i dag forsvinder ud af landet til udenlandske netbutikker, siger Per Bank.
Handlen ventes stadig godkendt af de danske konkurrencemyndigheder, og Dansk Supermarked ønsker ikke at oplyse prisen af konkurrencehensyn, oplyser Dansk Supermarked til TV 2.

wupti.com