Coop tager fat: – Den største udrulning af en ny butikskæde nogensinde

Kilde: Detailfolk.dk

På årets første hverdag blæser Coop til angreb. I løbet af 2022 skal koncernens nye discountkæde vokse med 10 butikker om måneden.

Med egne ord tager Coop hul på den største udrulning af en ny butikskæde nogensinde.

Der er tale om den nye discountkæde Coop 365discount, som efter et år og fire måneder på markedet råder over cirka 70 testbutikker på landsplan.

Men gennem 2022 bliver der for alvor trykket på speederen. I snit vil Coop åbne 10 nye Coop 365discount-butikker hver måned, så kæden ved årets afslutning er vokset med 120 butikker.

Udrulningen kræver en investering på rundt regnet 200 millioner kroner.

– Kundernes krav til discount har ændret sig, siden vi åbnede de første for 40 år siden, siger Kræn Østergård i en pressemeddelelse. Han er adm. direktør i Coop.

– De vil kunne købe alle de varer, de har brug for, de vil have mere kvalitet, de vil have mere orden og stiller langt større krav til klima, bæredygtighed, sundhed og økologi – og stadig til de laveste priser. Derfor har vi de seneste år testet mange nye elementer, og er nu klar på det, der er vores bud på Danmarks grønne discountkæde, siger han.

Disrupter sig selv

Til Børsen anerkender Kræn Østergård, at den store satsning kommer til at påvirke Coops andre dagligvarekæder.

– Vi kommer til at tage markedsandele fra os selv, men det er bedre, at du disrupter dig selv, end at andre gør det. Intet koncept må gøre, at vi ligger stille og ikke sætter yderligere pres på at løfte barren i alle koncepter, siger den adm. direktør til Børsen.

Størstedelen af de kommende discountbutikker bliver ombyggede butikker i Fakta-kæden, der fortsætter som en selvstændig kæde, men i en amputeret udgave.

Der vil også komme helt nyopførte butikker. Coop Ejendommes byggeplaner omfatter 25 helt nye butikker, og desuden vil butikker fra Coops andre kæder, der passer ind i det nye koncept, blive ombygget.