Coop drejer nøglen om i 20 butikker


kilde_tv2nyhederne
Supermarkedskæden Coop lukker på én gang 13 Fakta-butikker, to Irma-butikker, og fem forskellige Brugsen-butikker i hele landet. I løbet af de næste par måneder skal adskillige medarbejdere i 20 Coop-butikker således se sig om efter et nyt arbejde, skriver Avisen.dk.
Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, forklarer, at de pågældende butikker giver underskud, og at intet tyder på, at den udvikling vender. Butikslukningerne får særligt konsekvenser for en bestemt medarbejdergruppe.
– Vi kan ikke tilbyde vores medarbejdere under 18 et nyt arbejde, så de må kigge sig om efter noget andet, siger Jens Juul Nielsen til Avisen.dk.
Han oplyser, at antallet af unge medarbejdere i butikkerne svinger fra 30 i de største Brugsen-butikker til omkring fem til 10 i de noget mindre Fakta-butikker.
Dermed skal langt over 100 unge servicemedarbejdere altså nu finde nyt job. Omvendt går Coop målrettet efter at tilbyde nyt arbejde til alle fastansatte.
– De vil i videst mulig omfang blive tilbudt et job i en af vores andre Coop-butikker. Samlet set er der dog ikke tale om så mange medarbejdere i forhold til den udskiftning, vi generelt har i Coop, siger Jens Juul Nielsen, og forklarer, at der lige nu er en pukkel af butikker i uføre, og det gør mængden af lukninger “tilfældig”.
I fagforeningen HK Handel understreger faglig sekretær, Anne-Marie Helt, dog, at det vil påvirke de fastansatte medarbejdere at skifte arbejdsplads, selvom de har udsigt til at få job i en anden butik.
– Og så er det ærgerligt, at vi risikerer at miste arbejdspladser. Der er mange butikker, der lukker nu, senest var der en del Kiwi-butikker i Jylland, der lukkede. Der bliver færre arbejdspladser at tage af, siger Anne-Marie Helt, der allerede har hørt fra fortvivlede medlemmer, til Avisend.dk.
13 ud af de 20 snart forhenværende Coop-supermarkeder er Fakta-butikker. Det er ikke tilfældigt, forklarer Jens Juul Nielsen.
– Vi er virkelig i gang med at optimere Fakta-butikkerne. Det er ingen hemmelig, at de gav underskud i 2013 og også i 2014. Vi er i gang med en relancering af kæden, og går derfor samtlige butikker igennem. Og der er altså 13 butikker, vi ikke vil investere i, siger han.

Disse butikker lukker:

Dagli’Brugsen
Ørslev
LokalBrugsen
Snertinge
LokalBrugsen
Ejsing
LokalBrugsen
Hvidovre
SuperBrugsen
Taastrup
Irma
Skovlunde Center
Irma
Amager Landevej, Kastrup
Fakta
Jelling
Fakta
Bjæverskov
Fakta
Sønder Ringvej, Assens
Fakta
Mosevej, Kolding
Fakta
Mårslet
Fakta
Svebølle
Fakta
Nørregade, Padborg
Fakta
Augustenborg
Fakta
Sølunden, Fensmark
Fakta
Hals
Fakta
Brædstrup
Fakta
Egtved
Fakta
Stengårds Allé, Lyngby