Bycyklen indstiller driften midlertidigt

Bycyklen
Drejeradiussen på de københavnske bycyklers styr lever ikke op til en påkrævet ISO-standard. Fonden bag bycykelsystemet har derfor besluttet at gøre cyklerne utilgængelige for brugerne, indtil en plan for tilpasning af de reservedele, der kan øge styrenes drejeradius, er på plads. Denne plan bliver udarbejdet i tæt koordinering med relevante kontrolmyndigheder og i samarbejde med førende eksperter på området. Nuværende abonnenter vil blive kompenseret for den tid, cyklerne er utilgængelige.

By- og Pendlercykelfonden, som står bag det københavnske bycykelsystem, besluttede på et bestyrelsesmøde fredag den 22. januar at gøre cyklerne utilgængelige med umiddelbar effekt – hvilket betyder, at man for nuværende ikke kan benytte dem. Beslutningen er taget, efter at det torsdag blev fonden bekendt, at cyklerne ikke opfylder de tekniske specifikationer i standarden ”ISO 4210-2” om en drejeradius på mindst 60 grader. Cyklerne har derimod alene en drejeradius på 49 grader – hvilket er i modstrid med de erklæringer, Fonden tidligere har fået af leverandøren.

Konkret er der tale om en mindre designfejl indeni styret, der gør, at det ikke har den drejerradius, som ISO-standarden kræver. Dette kan løses ved, at hver cykel hentes på værksted, hvor fejlen rettes, hvorefter cyklen køres ud igen.

By- og Pendlercykelfonden har med det samme søgt råd hos nogle af de førende eksperter på området for cykler og sikkerhed, og vurderingen herfra er, at den manglende opfyldelse af standarden ikke medfører nogen fare for brugerne. Ikke desto mindre har Fonden valgt at suspendere driften, indtil en køreplan er på plads.

”Brugernes sikkerhed er vigtigere end alt andet. Derfor vælger vi at suspendere driften, indtil vi har overblik over problemet – og ikke mindst planen for at få det løst. Det er naturligvis drønærgerligt – men det glæder mig til gengæld, at vi allerede har fået faglige vurderinger som bekræfter, at det ikke på nogen måde er eller har været farligt at køre på cyklerne. Uanset hvad tager vi naturligvis ikke let på, når nogen fortæller os, at cyklerne ikke lever op til gældende standard, så beslutningen er den eneste rigtige”, siger Nikolaj Bøgh, formand for By- og Pendlercykelfonden.

Det er endnu ikke afklaret, om cyklerne skal repareres på én gang eller løbende – eller om de kan være i drift i mens udskiftningen pågår. Tidsrammen er heller ikke kendt endnu. Alt dette er Fonden ved at afklare i tæt samarbejde med leverandøren og Trafik- og Byggestyrelsen, som er kontrolmyndigheden i den konkrete sag. Det forventes, at der kan ligge en plan klar medio næste uge, lyder det fra Fonden, som desuden oplyser, at ansvaret og dermed udgiften for reparationerne påhviler leverandøren af cyklerne.

Abonnenter vil få suspenderet deres abonnement, så længe driften er indstillet.

bycyklen.dk