🍺Bryggeri i krise efter finsk overtagelse

Millionerne ruller – desværre den forkerte vej for Assens-bryggeri.

Bryggeriet Vestfyen er i krise.

Omsætningen på salg af øl og vand faldt fra 238 til 183 millioner kroner sidste år.

Før skat udmøntede det sig til et underskud på 41 millioner kroner.

Og der er udsigt til yderligere underskud frem mod 2025 – alene i år på 15 til 18 millioner kroner.

Ifølge ledelsesberetningen for det netop offentliggjorte 2022-regnskab var det krigen i Ukraine, rekordstore stigninger på el- og energi, udfordringer med at skaffe råvarer og pris- og transportstigninger, der trak virksomhedens økonomi ned.

Bryggeriet havde ikke indgået en fastprisaftale på el og handlede derfor el til ekstremt høje spotpriser.

Finsk overtagelse

Nye indberetningssystemer i forbindelse med finske Olvis overtagelse af bryggeriet, ændringer i medarbejderstaben og ikke mindst den administrerende direktørs exit har presset organisationen, oplyses det i ledelsesberetningen.

Finnerne har siden overtagelsen finansieret Assens-bryggeriet, og gælden til finnerne er nu på 137 millioner kroner.

Et øget samarbejde med den finske koncerns andre bryggerier skal styrke forretningsmodellen i Assens, fremgår det af regnskabet.

I begyndelsen af 2023 har ALDI – en af bryggeriets mangeårige kunder – meddelt, at man gradvist indstiller sine aktiviteter i Danmark i løbet af 2023, hvilket forventeligt vil betyde en nedgang i omsætningen og indtjeningen.

Forventer at genvinde mistet indtjening

Det er dog ledelsens forventning, at den mistede omsætning og indtjening vil være genvundet i løbet af efteråret 2024 og begyndelsen af 2025, hedder det i regnskabet.

Der er udarbejdet investeringsplaner for de næste fem år, der omfatter en bedre udnyttelse af produktionsfaciliteterne, øget produktion og højere kvalitet.

Der vil også være investeringer i energi- og vandbesparende udstyr for at reducere produktionsomkostninger.

Moderselskabet har med en skriftlig støtteerklæring tilkendegivet at ville yde den nødvendige likviditet til at sikre Assens-bryggerists drift frem til 2024.