Biltema vil have sit eget tog i Danmark

Biltema
Kilde: Detailfolk.dk

En af de største detailkæder i Norden skruer op for satsningen på logistik. Muligheden for at få sit eget tog bliver undersøgt.

Gennem tiden har mange børn og barnlige sjæle drømt om at få sit eget tog.

For den nordiske detailkæmpe Biltema, som har 11 varehuse i Danmark, kan det nu blive til virkelighed. Det sker i forbindelse med oprettelsen af et logistikfirma.

– Vi er nødt til hele tiden at se på, hvordan vi kan arbejde smartere, så vi kan følge med den kraftige ekspansion, siger Bjarne Sandberg, administrerende direktør for det nystartede Biltema Logistics, i en pressemeddelelse.

– Med Biltema Logistics sikrer vi, at varehusene altid har de efterspurgte produkter på hylderne, så kunderne ikke skal gå forgæves eller vente på, at varehuset bestiller et produkt hjem, fortsætter han.

Biltema er med 140 varehuse en af Nordens største kæder af detailforretninger. Trods navnet fylder reservedele og dæk ikke hele sortimentet. Der er tale om varehuse med alt fra barbermaskiner og bademåtter til campingudstyr.

Biltema-toget

Ved selv at stå for logistikken, kan Biltema sørge for, at selve transporten foregår så miljøvenligt som muligt. Her kommer toget ind i billedet.

– Vi skal så vidt muligt væk fra at bruge lastbiltransport, fordi det forurener så meget, siger Jacob Møller, der er direktør i Biltema Danmark.

– Derfor undersøger vi lige nu mulighederne for at få vores eget Biltema-tog, der kan transportere varer til Danmark fra Sverige. Som en af de største i Norden har vi et stort ansvar for miljøet, og det skal vi tænke med, i alt vi gør, siger han.