
I foråret havde kæden Billigblomst kæmpe ambitioner om udvidelse.
Men noget må ikke have gået helt efter planen, for nu lukker de flere butikker.
Det skriver Aarhus Stiftstidende, og det samme skriver Billigblomst selv på sin facebookside mandag.
Specifikt er der tale om deres ‘citybutikker’ i Aarhus C og Valby.
‘Alt skal væk’
Citybutikkerne adskiller sig fra de normale Billigblomst-forretninger ved at være væsentlig mindre end de traditionelle. Samtidig er der tale om selvbetjeningsbutikker.
Med nedlukningen af de to butikker afholder de samtidig et ophørsudsalg på de gældende lokationer. Her kan man spare op mod 50 procent på alt ‘nonplant’, skriver kæden.
‘Gælder ikke planter i potte og afskårne blomster’, gør de det dog klart.
De to butikker lukker permanent om en uge – 23. december.
Kort omgang
Butikkerne i Valby og Aarhus C endte med at blive en kort fornøjelse. Valby-butikken åbnede nemlig så sent som i marts 2024, og Aarhus Stiftstidende skriver ligeledes, at butikken i Aarhus C åbnede i april 2024.






















































































































































































































































































































































































































































































































