Bilen slår det offentlige på stort set alle punkter

Kilde: tv2.dk

Bus, tog og metro kan ikke hamle op med bilen, når det kommer til transport.

Danskere vil hellere tage bilen end bussen, når de skal til og fra arbejde eller uddannelse. Det viser en undersøgelse lavet af Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Og det gælder ikke kun bussen, men kollektiv trafik generelt. Heller ikke tog eller metro kan slå bilen, når danskerne skal vælge deres foretrukne transportmiddel.

I undersøgelsen er 2.480 pendlere fordelt over landet blevet spurgt, hvor godt de mener, bilen og kollektiv transport opfylder deres behov på syv parametre. På seks ud syv parametre vinder bilen.

Formanden for Pendlerforeningen Roskilde-København, Danny W. Pedersen, kan godt forstå, at mange foretrækker bilen.

– Der er investeret for lidt i offentlig transport og der er alt for mange forsinkelser, siger formanden til TV 2.

Mulighed for at arbejde undervejs

Den kollektive transport slår kun bilen på ét enkelt område. Det er er muligheden for at arbejde undervejs.

– Den åbenlyse fordel ved bus og tog er, at pendlerne kan arbejde undervejs med for eksempel at svare på mails. Der kræver bilen derimod pendlernes fulde opmærksomhed, siger Vagn Jelsøe, som er vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk.

Men det er langt fra det væsentligste for pendlerne. Hvis de skal gøre transporttid til arbejdstid, er det nødvendigt, at man kan stole på den kollektive transport.

– For at den fordel for alvor skal gøre sig gældende, kræver det, at der er siddepladser nok, så man normalt kan regne med at kunne sidde ned og ikke mindst, at man kan stole på, at toget får en frem til tiden, siger Vagn Jelsøe.

Branchedirektøren i Dansk Industri mener, at offentlig transport er for ufleksibelt – dog at det stadig er der, der skal investeres.

– Løsningen er ikke at fokusere mere på vejnettet, for investeringer i offentlig transport er meget bedre givet ud, siger branchedirektøren.

Trafikselskaber og politikere skal lægge sig i selen

Den nye undersøgelse viser ligesom rådets tidligere undersøgelser, at tilfredsheden med den kollektive transport er faldende.

39 procent mener ikke, de kan stole på at komme frem til tiden, når de bruger offentlig transport, mens 26 procent mener, at informationen er utilstrækkelig, når der er forsinkelser.

– Vi mener, at passagererne frit skal kunne vælge mellem flere transportformer, når de pendler. Derfor bør politikere og trafikselskaber lægge sig i selen for at kollektiv transport kan opleves som et reelt alternativ til bilen. Det halter desværre lige nu, viser vores undersøgelse, siger Vagn Jelsøe.

Politikere uenige om fremtiden

Ifølge Liberal Alliance bør der investeres mere i vejnettet i forhold til offentlig transport. Argumentationen bygger på, at flest pendlere foretrækker den transportform.

– Investeringer på transportområdet skal komme flest muligt til gavn, derfor skal der investeres mere i renovering og nye veje, siger Villum Christensen, transportordfører for Liberal Alliance.

Socialistisk Folkeparti mener, det er hul i hovedet at satse på privatbilisme.

– Der er investeret for lidt i offentlig transport, derfor er der ikke noget at sige til, at folk hellere vil køre i bil på arbejde. Det er meget bedre for miljøet med offentlig transport, siger Karsten Hønge, transportordfører for SF.

Det argument køber Liberal Alliances ordfører dog ikke.

– Biler kører længere og længere på literen.De store anlægsprojekter med metro og letbane belaster også miljøet. Og så kommer der jo også flere elbiler, lyder det fra Villum Christensen.

SF holder dog fast i, at investeringen i offentlig transport er den bedste.

– Det er hul i hovedet at satse på privatbilisme frem for offentlig transport. Pengene er meget bedre givet ud på offentlig transport, siger Karsten Hønge.