

Unilever Danmark har betalt 1,5 mio. kr. for at have aftalt en mindste udsalgspris som betingelse for at sælge Frisko-produkter i Coop og Dansk Supermarked.
Bøden er en udløber af en undersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen iværksatte i november 2012 af markedet for is i Danmark.
Isprodukterne var ifølge styrelsen omfattet af en indtjeningsgaranti, som Unilever Danmark havde aftalt med Coop Danmark og Dansk Supermarked. Bødens størrelse tager blandt andet højde for Unilever Danmarks omsætning, og det forhold at lovovertrædelsen har stået på i mindst tre år.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betegner det som en formildende omstændighed, at ledelsen hos Unilever Danmark selv har henvendt sig til myndighederne.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
– Når en virksomhed som Unilever Danmark aftaler mindstepriser, er det en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne. Effektiv konkurrence sikrer, at forbrugerne løbende får tilbudt bedre og billigere produkter.
Kilde: Dansk Handelsblad























































































































































































































































































































































































































































































































