Afgørelse af Dagrofa-handel trækker ud


Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har valgt at fortsætte behandlingen af den norske gigant NorgesGruppens overtagelse af den største aktiepost i Dagrofa-koncernen.

Dermed giver myndigheden sig selv endnu 90 arbejdsdage til at gennemføre en grundigere gennemgang af fusionen i en såkaldt “særskilt undersøgelse”.

I NorgesGruppen håber man imidlertid på, at der ikke kommer til at gå så lang tid.

– Vi tror og håber på en hurtig behandling af den udvidede undersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har sagt, at de vil foretage, siger Ingrid Solberg Gundersen, som er kommunikationsrådgiver i NorgesGruppen.

Hun forsikrer, at NorgesGruppen holder fast i planerne for at etablere et “nyt” Dagrofa med købmandsfonden KFI og købmændene i Spar og SuperBest som medejere.

– Vi fortsætter planlægningen for et fremtidigt samarbejde, og tror på, at aftalen er rigtig for NorgesGruppen og for de danske købmænd. Vi har købmændenes støtte til at gennemføre det, og det er jo en af forudsætningerne for handelen, siger hun.

Kilde: Dansk Handelsblad