Ingen penge til bilfri søndag i København

Københavns KommuneLike

Der er ikke råd til at droppe bilosen for en enkelt dag i år, mener De Konservative.

Et flertal af politikerne i København har besluttet sig for en bilfri søndag i september i landets hovedstad.

Men De Konservative brugte torsdag sin vetoret i forhandlingerne om økonomien til projektet og har dermed foreløbigt sat en stopper for planerne. Det skriver DR P4 København.

Ifølge kommunens teknik- og miljøforvaltning er prisen 4,7 millioner kroner, der blandt andet skulle gå til skiltning og afspærring.

Der var imidlertid ikke sat penge af til dagen i budgettet, og pengene skulle derfor findes ved den såkaldte overførselssag, hvor partierne bag budgetaftalen forhandler om fordelingen af overskudsskattekroner fra sidste år.

Men De Konservative, der er et af budgetpartierne, var ikke med på ideen.

– Der er ikke sat en eneste krone af til at afholde bilfri søndag, siger Jakob Næsager, der er leder af De Konservative i København.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (Ø), ærgrer sig voldsomt over den beslutning.

– Det er mildest talt forrykt. Det, som et bredt flertal gennemførte, kan man ikke finde penge til, fordi Konservative fik lov til at nedlægge veto. Og det er jo absurd, siger han.

Enhedslisten var ikke med i budgetforliget, og Morten Kabell har derfor fulgt forhandlingerne på sidelinjen. Han mener ikke, at forvaltningen kan finde pengene et andet sted.

– Den billigste måde, man kan gennemføre det på, koster mellem to og tre millioner. Det svarer til fem-seks renholdsmedarbejdere, der ikke skal have et job i 2016. Selvfølgelig kan vi finde penge på driften, men så skal vi fyre medarbejdere. Er det den vej, vi skal gå? Det synes jeg ikke, siger han.

Blandt andre H.C. Andersens Boulevard skulle spærres af under bilfri søndag, der efter planen skulle være holdt den 18. september.