Discountkrigen tager til: Nu går Netto til angreb

NETTO
Kilde: TV2

70 Netto-butikker landet over har nu åbent fra klokken 7 til klokken 23.

Netto har i alt 459 butikker i Danmark, og 70 af dem får nu et par timer længere åbent hver dag med en åbningstid fra klokken 7 til 23.

– De butikker, der udvider åbningstiderne, er dem, hvor kundegrundlaget er der. Det er især i de større byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg. Men det kan også godt være mindre byer, hvor der for eksempel er en butik tæt på et trafikalt knudepunkt eller en station, siger Martin Aamand, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.

Nettos åbningstider kommer i kølvandet på, at Rema 1000 har oprustet med 130 nye butikker, sat prisen ned på økologi og minimeret madspild.

Netto opruster på kundevenligheden

Ifølge Dorte Vimmer, der er detailekspert hos Retail institute Scandinavia, er Nettos udvidede åbningstider et udtryk for, at de også opruster på lavprismarkedet.

– Der sker rigtig meget inden for lavprissupermarkederne. Det, de gør, er, at de prøver at positionere sig ind på forskellige ting. Rema har satset på økologi og madspil. Netto prøver så at være mere kundevenlige. Åbningstiderne er et signal om, at de hele tiden er tilgængelige for kunderne, siger hun.

Martin Aamand fra Dansk Supermarked fortæller, at de ikke føler sig truede af Rema 1000.

– Netto er Danmarks største kæde, så der er ikke så meget at vinde tilbage. De udvidede åbningstider er et udtryk for, at kunderne gene vil handle, når det passer dem bedst, og det vil vi gerne imødekomme. Netto vil bare gerne være tilgængeliige og åbne i ydertimerne, siger Martin Aamand.

netto.dk