Sommeren er blevet forlænget med mere end en uge.
En ekstraordinær varmebølge er i disse dage på vej op over Danmark.
Allerede mandag er der blevet registreret en meteorologisk sommerdag, da temperaturen først på eftermiddagen kravlede over 25 grader ved Landbohøjskolen på Frederiksberg.
Men de næste dage bliver der skruet endnu mere op for temperaturen, der sidst på ugen kan nå op i underkanten af 30 grader. Så høje temperaturer er bestemt ikke hverdagskost i årets første efterårsmåned.
Samtidig er det heller ikke hvert år, at der er udsigt til så mange sommerdage i én og samme september.
Der er nemlig potentiale for op omkring syv sommerdage – hvis ikke flere. Dermed kan september ende med at få flere sommerdage, end der kom i henholdsvis juli og august.























































































































































































































































































































































































































































































































