292 millioner kroner til Eurojackpot-spiller i Tyskland


Den største gevinst nogensinde i Eurojackpot røg her til aften til Tyskland. En dansk spiller vinder en 2. præmie på 969.161 kroner.

1. præmiepuljen i det fælles europæiske Lotto havde stået urørt i 11 uger. Men nu gik den ikke længere, og den rekordhøje pulje er på vej til en spiller i Tyskland.

Gevinsten lyder på 292.001.113 danske kroner og er dermed noget højere end den tidligere rekord. Den tilfaldt en finne, som tilbage i januar vandt 187 millioner kroner.
I Danmark tog vi en bid af den gyldne kage, da en københavner i oktober sidste år vandt 135 millioner kroner – det var ham, der gemte kvitteringen i sin højre sok, indtil han fik den præmiesøgt. Det er samtidig danmarkshistoriens største gevinst.

En dansk spiller havde også heldet med sig her til aften. Vedkommende deler sammen med fem andre Eurojackpot-spillere 2. præmiepuljen og vinder dermed 969.161 kroner.

Se vindertallene i Eurojackpot her

Om Eurojackpot
Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012. Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer. 1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere eller på danskespil.dk. Overskuddet i Danmark går til velgørende formål via Tips- og Lottomidlerne.